Mord i kunstnerkolonien
I det følgende vil jeg fortæller om begivenhederne der fandt sted i Hornbæk under optagelsen af Kunstnerkolonien. Altså om hvad der rent faktisk skete, ikke den der voldredigerede virkelighed som i måske har set i flimmeren. Helt ærligt, så kedelig og stiv er jeg altså ikke. Jeg gider faktisk ikke afbryde mit måltid for at tale med mad i munden og jeg afbryder virkelig heller ikke andre mennesker, sådan som alle de andre deltagere gjorde helt automatisk. En meget uopdragen flok, hvis i vil høre hvad jeg mener om den sag.
Jeg er et godt menneske, jeg lytter før jeg taler og folk dør kun for min hånd hvis de ser uinteresserede ud når jeg endelig tager ordet.
Og det er måske så heller ikke helt sandt, hvis jeg skal være ærlig, det sidste det der med hvornår folk dør for min hånd. Og ærlig bliver jeg vel nødt til at bestræbe mig på at være så længe jeg skriver denne her historie. For der er en del der dør for min hånd, og lidt tiere end jeg nok helt vil være ved. Eller dør for min hånd, nu har jeg vist sagt det for mange gange. ikk?, er vist lidt af en eufemisme, jeg slagter folk og drikker deres blod og jeg er fuld af følelser når jeg gør det. Jeg er ikke en kold skid.
Hvis jeg begynder at tælle bliver det sgu til en del nedslagtninger på ugentlig basis, men de fleste er københavnske mandlige cyklister på lidt for dyre cykler uden cykelklokke. I ved hvem jeg mener hvis i har prøvet at cykle i København, og ikke en eneste af dem er savnet, ikke en gang af deres familier, som nok bare lettede over deres fravær. Ved flere lejligheder har jeg fået hjælp af andre af mine medtrafikanter. Endda folk som ikke er det fjerneste interesseret i blod og vold, men som bare så det som deres borgerpligt at skaffe samfundet af med de her skadedyr, tricotpater i folkemunde, pestilenser, kryb. i ved hvad jeg mener. Det gør i og i burde indrømme det for jer selv.
Jeg tror jeg vil spolere lidt af spændingen på forhånd, alle i ser på skærmen og hele holdet bag produktionen, er døde på nuværende tidspunkt. Jeg dekorerede Villa Strand, eller hva pokker nu hotellet hedder, mig og navne, ikk?, med deres blod og indvolde og ingen kan se forskel. Hotellet er mega blomstret, fuldstændig vanvittigt blomstret med sådan en lidt ol’skool vibe, redesignet med moderne retrotekstiler og De fem-bøger i reolen. Jeg læste en af dem under mit ophold, frygtelig dårlig. Jeg mener, jeg læser en del gamle børnebøger og de fleste er faktisk topiorden og ikke nær så deprimerende og belærende som moderne børnebøger, Selv de der dydsagtige pige- og drengebøger med korrekt morale er væsenlig mere oplivende og udfordrende end de moderne dydsagtige pige- og drenge- og whateverbøger. I en Puk-bog fra 50’erne faldt jeg over et Baudelaire-citat, det gør man sgu ikke i romantacy (fantasy med mega lummert ekstraudstyr). Og så var de fleste godt skrevet, med en dramatisk undtagelse i De fem-bøgerne. Måske er det fordi den er lidt moderne med Georg-figur, et meget nonbinært barn med en dejlig hund. Alt moderne er noget lort. I sær moderne rap- og dansemusik som er helt og aldeles frygteligt. Og selvfølgelig spiller de den slags musik kanonhøjt i fitteren, eller mere præcist akkurat så højt at jeg ikke kan høre min lydbog, som iøvrigt for tiden mest er romantacy. Det er ikke mere end et par år siden at den stod på Proust, Peter Nadas, Virginia Woolf og en masse andet fint hejs. Men efter min mors død kan jeg ikke koncentrere mig om noget som helst andet end ungdomsbøger med en masse dybe suk og en masse længsel.
Men for at vende tilbage til cykler. Det første jeg så til Noah var at hun kom ind på hotellets grund kørende på en ladcykel fulgt af en kameraperson. At Noah er hun, fik jeg at vide af løbende af forskellige personer fra produktionen, og det blev altid fortalt med en stemme som havde så mange larmende betydninger, at selv jeg kunne høre at der var noget moderne og helt nyt på spil her. Der var noget let irettesættende over det, noget lidt sensationslysten, noget lidt helligt, noget lidt ubekvemt, en hel del protokol, som hvis man glemmer en tysk professors titel og alle stirrer på den dumme dansker der ikke fatter en bjælde. Og det er lidt det pronomener var en overgang, en slags nye titler, en ny slags hr. og fru og alt det der pjat. Men selv mine meget moderne elever er blevet rimelig afslappede i forhold til om man roder rundt i det, jeg mener, jeg kan sgu ikke en gang huske deres navne efter fire måneder, så hvordan skulle jeg kunne huske alt det andet? Men produktionen var pænt oppe på stikkerne over det og det jo fint nok. Det var ikke derfor jeg slog dem ihjel. Der er ingen der skal dø fordi de prøver at tage sig sammen.
Men altså, Noah kommer kørende på den der ladcykel. Og jeg kan heller ikke lide ladcykler. Jeg så en gang en forfilm til en fjernsynsserie med ham der Oliver Bjerrehus som er kendt for noget jeg ikke ved hvad er, hvis mor vist nok også var meget kendt en overgang, men for hvad kan jeg ikke huske. Jeg så som sagt et klip fra en fjernsynudsendelse som handlede om hvor fedt det var at være Oliver, eller noget i den stil, hvor han kørte rundt på en ladcykel og kunne lave smarte numre med at køre på to hjul og alt muligt hjernedødt drenget. Come on Oliver, du har børn, de dør hvis du kører sådan der. Jeg besluttede mig på stedet for at jeg aldrig ville have en ladcykel, tænk hvis der var andre end mig der kunne huske det klip?, så ville folk tro jeg var en komplet idiot hvis jeg kørte på ladcykel. Og Oliver måtte lade livet, ok, jeg slagtede ham på grund af det klip, drak hans blod og kastede hans bankende hjerte ud til rotterne i Peblinge Dosseringen og følte mig som et godt menneske imens. Så Noah spøgte med sin sygesikring, som man siger, fed talemåde i øvrigt, lidt retro a la Villa Strand. Er der noget der kan huske sygekassebriller iøvrigt? Nå ikke? Sært, i er alle så unge, i ved så lidt. Jeg kunne lugte Noah før jeg så hende. I ved den der tunge let hovedpine fremkaldende moderne ungdomsparfume som lugter som om nogen har sluppet en ukontrollerbar hydraulisk brolæggerjomfru løs i parfumeafdelingen i Magasin, ved i heller ikke hvad en brolæggerjomfru er? I har vel hørt om google? Jeg var selv irriterende glad for tunge parfumer i min ungdom, så jeg burde have kunne tilgive ham, men i og med at jeg ikke har tilgivet mig selv for det der virkelig pinlige faux pas, så var der sådan set ingen speciel grund til at jeg skulle være rar lige her. Jeg slog selvfølgelig ikke Noah ihjel for rullende kamera. Verden er ikke klar til at kende eksistensen af os endnu, de rigtige kunstnere som sjovt nok har en utæmmelig smag for blod og vold.
En af mine kæpheste er at samfundet er betinget af at der er kunstnere, ikke omvendt.Og det giver os en del privilegier i mine øjne. Og hvis der ikke er nogen der giver mig dem, tager jeg dem selv. Hvordan ville i klare jer uden os? I ville bare lalle rundt som en uorganiseret flok aber på savannen, I har brug for os til at tænke for jer, for i har alt for travlt med at skrue termostaten op på 28 grader så i kan rende rundt i shorts der hjemme om vinteren og klø jer i røven og doomscrolle ingenting mens i venter på døden.
Jeg ved jeg er et røvhul, for jeg frygter de liv i lever. De vækker intet mindre end total rædsel, og sådan burde det ikke være. Men når man som mig hele tiden har en fornemmelse af at hænge i med det yderste af neglene og jeg så hver gang, mod forventning lige præcist klarer næste pynte uden at forlise (så længe det varer), så ender man, jeg, med at udvikle en blanding af selvfedt overmod og total pivethed. Og det gør mig til et røvhul, intet mindre. Et muggent pikhovede som ikke kan se ud over sin egen forhud.
Men som sagt, Noah kommer kørende på en elektrisk ladcykel, kraftigt duftende af en ungdomsparfume og jeg prøver ikke at se Oliver Bjerrehus for mit indre blik, men lykkes på ingen måde. Og det er dybt uretfærdigt mod Noah, eller i hvert fald meget upræcist, men Oliver Bjerrehus er min reference for folk på ladcykler. Hader i i øvrigt ikke osse mænd der kører med deres koner på ladet og at konerne lader det ske? Det er det mest heteronormative jeg kan forestille mig overhovedet. Og deraf Oliver B referencen tror jeg. Og på den måde bliver en brun transitionerende eksmand, eksmuslim, eksgadebarn, i kjole, stærkt duftende af en ungdomsparfume, som i øvrigt har en del død mormor over sig end ungdom, til det udtalte billede på en heteronormativ spade uden egenskaber. Undskyld verden.
Lige før jeg skider hul i at der er kamera på og slasher Noah, kommer Oliver Bjerrehus rent faktisk løbende ind i hotellets have med et kæmpe hold assistenter der bærer på et meget stort lærred som Oliver maler på med en spraydåse i hver hånd mens han synger et gammelt Sneakers nummer. Det må vel være min skyld, jeg har vel manet ham frem. Producenten som lige var kommet ud for at sige velkommen til Noah på kamera, lyser op som en lille sol da hun ser Oliver. Eller om hun er producent aner jeg ikke, der er så frygtelig mange funktioner i sådan en her produktion. De er vist tyve på og de er alle meget tynde og unge og fulde af den besattes energi. Men hun lyser som sagt op som en lille sol. Det her vil jeg ikke finde mig i. Jeg har ikke sagt ja til det her for at blive overstrålet af en dødsyg semikendis (som begivenhederne vil vise, burde det have været min mindste bekymring). Så Oliver ender, uden ret mange dikkedarer, som maling på sit eget lærred, en posthum Hermann Nitsch som i øvrigt hænger hos Jens Peter Brask nu. Han skulle bare vide…. Jeg kiggede rundt på resten af de tilstedeværende og så hver enkelt i øjnene. “Det her har i aldrig oplevet “, og kigger dem i øjnene igen. Måske er det magi, måske bare rædsel men det virker hver gang. Jeg har aldrig fået nogen klager.
Jeg ved ikke hvad i andre foretrækker som værktøj når i skal nedslagte folk i mener der har det bedst ved at være i noget mindre stykker end de er til daglig. Jeg burde vel bruge keramisk stål eller noget i den stil, men jeg har det lidt svært med ting som jeg har en vag ide om kan være omtalt i Euroman eller hvor mænd nu holder sig opdateret om dimser der er så dyre at de aldrig kan få råd til at gå på deltid og få tid til børnebørnene eller at gå fra Skelskør til Kalundborg med en gammel hund der ikke har travlt. Jeg er nok stadig lidt hipsteragtig. Kan i huske hipstere? Altså den moderne posthistoriske udgave hvor violin og seler var hip, nullerne ikk? Det er nok mig, ikke at jeg er imod velcro, men jeg er tryggere ved en lynlås. Så jeg bruger machete, simpelthen fordi jeg ikke kan finde ud af at bruge håndsegl til den type arbejde. Håndsegl er mest til når jeg skal skære mistelten til sejd. En gammel veltjent machete skarp som min kones tunge og som jeg har med mig over alt i et læderetui der hænger i rem bag om ryggen så den altid er ved hånd men ikke falder totalt i øjnene. men der er ikke så mange der forventer at jeg bevæbnet. Der er en del fordele ved at være ældre hvid mand. Patriakatet er ikke kun en hel masse lortekrav der væltes ned over os stakkels mænd, der er også en del free rides i det for os mænd. I hvertfald os der har reddet os over de første halvtreds treds år uden for mange konkurser, skilsmisser, misbrugsproblemer, forbigåelser på arbejdet, impotens eller andre bitterhedsfremkaldende begivenheder. Men, machete altså.
Alle havde kigget rædselsslagne på mig, undtaget Noah. Selvfølgelig, burde jeg sige. Hun havde vel, som mig, en plan om at slå alle de andre kunstnere ihjel. Eller projekterer jeg bare? Min plan var en lidt ubevidst plan tror jeg, jeg er ikke helt i kontakt med mig selv endnu, selv om jeg er ved at komme efter det. Min kone og jeg gik i parterapi fordi vi var i gang med at slide hinanden ned, tre og tyve år er sgu lang tid, især når man som os er drikfældige. Og siden har vi da godt nok fået snakket om hvad der huserer inden i én. Men der er forskel på hvad der kommer ud af munden og hvad man erkender. Så mine drabsplaner var nok ikke helt gået op for mig før Noah kom kørende på den der cykelstiens SUV’er. Men der var et glimt af genkendelse, af anerkendelse, i hendes øjne. En hver billedkunstner er dybt afhængig af kolleger, som praktisk netværk, som nogen der kan give ordentligt feedback, som et værn mod alle ignoranterne osv. Men, et meget stort men, vi hader alle sammen hinanden, vi mener alle at de andre stjæler mit rampelys, vores kollegiale smil og omfavnelser er virkelige nok, vores følelser for hinanden er dybe og ægte. Men hvis parterapien har lært mig noget, er det at jeg, man må jeg vel hellere sige, ikke bare er så fladbundet en sø at man kun har én tanke i hovedet samtidig, kun ét motiv for sine handlinger, eller hvad man nu skal kalde det. Der er en vis sandhed i den gamle kliche når faderen tæver sit afkom og siger: “det gør mindst lige så ondt på mig for jeg elsker dig!”. Motiver og følelser kommer i meget blandede surpriseposer. Og almindelig misundelse er i den grad også en del af det mix. Og ikke mindst et slags økologisk overblik, hvor man prøver at overskue om der skal tyndes ud i bestanden for ikke at risikere overgræsning. I sær det sidste går jeg meget ind for. Lidt lige som fagbevægelsen der mener der bør være et vist underskud af elektrikere og at vi derfor ikke bør invitere elektrikere fra andre lande. Jeg forstår hvad de er ude på, de snu stataner (den bog fik aldrig rigtig læst, men fed titel, statan). Lidt myndighedsskeptiker blev jeg da efter corona, må jeg indrømme, sådan lidt gul vest/men in black, bare med naturvin.
Nå men jeg hæver macheten for at gøre det af med Noah. Senere giver hun mig gudhjælpemig en sådan en selvlysende plastik stjerne a la dem bruger på børneværelser. Den her var bare en temmelig sur en af slagsen, jeg ved ikke hvor hun har det fra. Jeg hæver machete for at hjælpe hende ud af denne verden af smerte og lidelse. Men så dukker de andre kunstnere op, der i blandt Apolonia som er en tidligere elev fra Vera hvor jeg underviser. Og det er selvfølgelig skide akavet. Hvad er det man siger? Fuck young painters!!
Jeg har mødt dem alle sammen før, undtaget Kasper og Noah, men i og med at Noah er vildt moderne på sådan en queer måde er hun vældig velkendt fra mine år som underviser. Kasper har jeg der imod ingen kategori til. En kendismaler, sådan en har jeg aldrig mødt før. Eller det har jeg jo. Jeg har mødt Lars H.U.G. i New York, af alle steder. Det var eddermame akavet da han var der som kunstmaler og jeg ingen ide havde om hvad han lavede. I må forstå, jeg er uddannet på Kunstakademiet på Kongens Nytorv og har haft hjørneatelieret der vender ud mod torvet, så jeg kunne høre Livgarden spille Tingelingelater når jeg fik nosset mig på værksteder omkring klokken tolv. Så jeg er en rigtig kunstner der har gået i skole på et slot der var hjemsøgt af alle mulige spøgelser og andre hedengangne ånder. Kasper er vel mere hjemsøgt af Kashmir, et ekko for halvfemserne og nullerne. Et noget mere relaterbart spøgelse for det almene publikum end alle de der mølædte kunstnerspøgelser fra før ruderkonge var knægt. Men, helt ærligt, så var og er Kashmir ikke min musik. Om det er for følsomt eller omvendt skal jeg ikke kunne sige, men det gør mig i hvert fald ganske ufølsom for hans fame. Men på den anden side gjorde Lars Hug absolut ingen god figur selv om han har lavet musik som jeg var optaget af som ung mand. Men som han sang med Mao: folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdens historie. Dyrkelsen af pophelten går lidt over gevind fra tid til anden. Det kunne måske for den ubefæstede læser lyde lidt som misundelse. Men helt ærligt, jeg har det helt fint med en smule fame, men noget geni er der sgu ikke nogen der er: folk og kun folket osv. Og da jeg så hvordan der var visse kvinder fra Produktionen der gnubbede sig lidt for ivrigt op af ham, besluttede jeg helt objektivt og uden følelser at han skulle dø. Og det lige på stedet. Og det er faktisk ret sjovt at jeg bliver ved med at træffe de samme beslutninger igen og igen med en indædt tro på at det er første gang jeg træffer dem. På en måde er det ret forfriskende, verden forbliver ny på den måde, jeg får den der åbenbaringsagtige fornemmelse man får når man får en god ide, eller en ide som man selv synes er genial, eller jeg ved ikke om man gør, jeg gør, jeg er ret begejstret for mine egne ideer uanset hvor mange gange jeg får dem. Og Kasper lignede da osse en ret meget en død mand i mine øjne lige der. Men så kom jeg i tanke om Nina, Jeanette, Noah og Apolonia, plus alle deres assistenter, some-medarbejdere, studiomanagere, revisorer, sælgere, anstandsdamer, en enkelt trommehealer og en dronepilot iøvrigt. Jeg følte mig lidt i undertal med min bloddryppende machete af keramisk stål som eneste allierede.
Man må sige til deres ros at de ikke brugte så meget som et øjekast på Oliver Bjerrehus’ skamferede lig. Jeg tror ikke jeg tager meget fejl hvis de alle som en var ret tilfredse med at han var af vejen. Tænk hvis han havde vundet Kunstnerkolonien helt uden at have været med fra en start.
Vinderpokalen stod lokkende og mægtig i et gigantisk shabbychic vitrineskab i loungen, garanteret en certificeret kopi af en kreation af den legendariske Laura Ashley. Den var designet af Bjørn Wiinblad. Han er jo død, indvender du nok, men det har aldrig forhindret en kunstner i særlig meget. På samme måde som man daterer sin ting som det nu er mest opportunt, omdaterer man også sin død hvis det er en smart ting at gøre i situationen. Det afsindige letsind som prægede hans kunst og designs grænsede til det uansvarlige i en grad så det at ignorere døden var barnemad for kæmpen Wiinblad. Kunstnere har aldrig vidst hvordan de skulle håndtere Wiinblads vanvid, så med branchens vanlige umusikalitet hadede vi ham bare bare helt afsindigt mens vi hver især, i løn, forgudede ham. For findes der noget mere gennemtrængende, gennemborende, penetrerende og overbevisende end det yndige? Hans kunst er som en renvasket treårig der dansende og syngende kommer en i møde en sommermorgen og giver en verdens største knus. Thanks heaven for little girlsagtig. Det kan man da kun hade som kunstner, det er simpelthen ikke dybt nok. Men helt ærligt vil jeg hellere være Bjørn Wiinblad end Michael Kvium selv om Michael sikkert er en flinkere fyr. Verner Panton eller Bjørn Wiinblad, jeg ved ikke helt hvad jeg ville vælge, en af dem, eller Laura Ashley måske. Bestemt ikke Kandis Johnny, det lyder alt for crazy til mig med de der fans. Noget med en bjerghytte i Schweiz og en græsk ø med glaselevator ned til yachten. Den der afsindigt toksiske optimisme som rigtige kunstnere bare ikke synes er fed.
Nå, alle assistenterne blev gennet væk fra kameraet så fortællingen ikke skulle blive tilsmudset af hele det der moderne kunstneriske produktionsapparat. Personligt synes jeg også de lige havde overdrevet en anelse. Jeg ved godt at en rigtig kunstnerisk karriere nu om dage omfatter lidt mere end en galleriejer eller to, men det her lugtede altså lidt af angst, mindreværd og af ikke at kunne holde sit eget selskab ud. I løbet af optagelserne blev jeg nu selv ret glad for Rasmus’ selskab når han, rimelig empatisk og hyggeligt, fulgte mig med kameraet mens han stillede begavede og indsigtsfulde spørgsmål. Det gjorde noget godt for mit selvværd. Ikke at det fejler noget iøvrigt. Det er mit selvhad jeg godt kunne tænke mig at komme af med, men Rasmus var hyggelig.
Assistenterne blev indlogeret i en lys lade med godt med halm på gulvet de skulle sove i. Først var de lidt utrygge ved de nye omgivelser og gik lidt hvileløse rundt og sagde lyde, men efter et lille stykke tid begyndte de at rode i halmen med trynerne og lave små reder og snart lå de og sov lige så fredeligt mens solsorten sang sin aftensang i træerne udenfor.
Gennem plantagens nåletræer genlød aften og senere natten af Produktionens vilde nattesæde. Klirren af flasker, tinkrus der slår mod hinanden, kender i lyden? en lidt mat men spøgefulde klang, klask af hænder mod bar hud og rå latter og violiner og trommer.
Os kunstnere var gået til ro på Villa strand efter et ret underligt måltid der hviskede til os at det var stukket af fra en højskole. Vi havde selvfølgelig også fået en passende mængde alkohol og ladet som om vi hørte på hinandens historier, men jeg er en lidt aftentræt ældre herre, så jeg gik tidligt i seng. Og i min udgave af utilpas selvoptagethed var det måske en anelse for tidligt, men jeg orkede ikke mere at høre på de andre fortælle om sig selv. Så i stedet for at ligge og vende og dreje mig, eller lade min hjerne marinere i fiktion som ellers er min løsning på alt ubehag, satte jeg mig lidt i vinduekarmen og kiggede ud i haven. Der lå Oliver Bjerrehus’ blodindsmurte lærred og resterne af ham rundt om i halvmørket. Mens jeg sad og forbandede det faktum at jeg i fjorten dage ikke skulle sove i min egen seng, begyndte ligresterne at røre på sig, først kun nok til at jeg ikke helt fangede hvad der skete, men ret hurtigt derefter nok til at jeg kunne se hvad der var ved at ske. Fem minutter efter var Oliver ikke helt så død som han havde været det meste af dagen. Jeg kunne godt have forhindret det. Men dels ville jeg gerne slå ham ihjel et par gange til og dels kunne det måske tage lidt af trangen til at dræbe de andre kunstnere. For de virkede egentlig flinke nok. Det måtte jeg lige sove på, måske kunne jeg bruge dem til noget, så Oliver får nok en tur til manegen i morgen.
Jeg vågner tit med morgencorona. Altså den tilstand af tåget uoplagthed som tilsiger at man giver op før morgenkaffen. Men lige netop kaffen er et pejlepunkt, både brygning og nedsvælgning af tre krus i en hastig rækkefølge, ledsaget af læsning af Information og Politiken og med P8 kørende i baggrunden. P8 bliver som regel afbrudt brutalt når en bestemt type jazzsangere kommer på, for det meste kvinder, som lyder selvretfærdige bare i deres sangforedrag. Det har noget at gøre med deres tydelige diktion, renheden i tonerne, det dvælende som i mig fremkalder billeder af en tradwife der har gang noget ubegribeligt kedeligt faux-kvindeligt. Og det får jeg selvfølgelig dårlig samvittighed over, jeg er bedre opdraget end at få afsmag for kvinder fordi de er kvinder, eller som her fordi de lader som om de er kvinder, og egentlig bare bruger deres faux kvindelighed til at få andre til at misunde dem eller få dårlig samvittighed over hvordan de lever deres liv, men hold da op hvor jeg slukker alligevel. Jeg sidder ikke som Kasper der med et lidt tomt blik lader sig belære af Apolonia om den rette indstilling til at tale om kvinder. Han er kvik i bærret skal det siges til hans forsvar så han forstod straks hvad det her gik ud på og lagde der efter ansigtet i de rette folder. Inden i skreg jeg af grin og gik derefter i seng og nu er jeg som sagt vågnet og længes efter kaffe.
Jeg går ned i køkkenet for at lede efter kaffe. Der er flere timer til den offcielle filmede morgenmad. Efter min mor døde i vinters er jeg holdt op med at spise morgenmad. Mens min mor levede nægtede jeg at tabe mig, hun var lidt tykfob, hun var Twiggygenerationen hvis i ved hvem hun var, model med alvorlig spiseforstyrrelse, men nu er jeg fritstillet med min vægt. Ikke at jeg er tyk, men jeg er et moderne bymenneske, så 16-8faste skulle jeg da lige prøve. Og det var ikke så lidt af en udfordring, for hele mit liv har jeg været panisk ved den ringeste udsigt til at blive sulten. Men alligevel, ret hurtigt opdagede jeg at jeg ikke døde af at være lidt sulten. Men nu er vi på optagelse og at sidde ved et morgenbord med minicroissanter er mere end min selvkontrol kan håndtere, så fuck det.
Tilbage til kaffen, for den laver åbenbart ikke sig selv. Køkkenet bærer præg af at hotelpersonalet ikke er mødt ind endnu og kaffemaskinen er røvirriterende. Moderne smarte ting der næsten er gået i stykker før de er taget i brug er bare så moderne. Man kan altid lige proppe lidt mere elektronik ind i en vandhane, lige nok til at den ikke virker længere. Det er ingen gåde hvordan vi i den vestlige verden har fucket planeten op. Det var åbenbart ikke længere nok at dø af malaria i troperne iført tropehjelm mens man pinte sine slaver. Nu skal vi også dominere maskiner der så slår tilbage ved at gå i stykker. Ikke noget Skynet og dommedag her, bare dysfunktion og arbejd efter reglerne.
Jeg går ud i haven for at drikke min kaffe. Der står Oliver Bjerrehus og maler på et nyt kæmpelærred som fire assistenter holder og bevæger for ham så han ikke behøver at flytte sig. Han står med en spraydåse i hver hånd og et æble i munden. På lærredet skriver han: jeg er pattegrisen der skal steges, jeg elsker slagteren. Han råber noget inde bag æblet som jeg formoder er det samme som han skriver. Eller også råber han om hjælp fordi han er besat af en dæmon. Who cares.
I øvrigt, hvis i skulle spekulere over hvad de rigtig mange mennekser i produktionen laver når kunstnerne er lagt i seng. Det er selvfølgelig tøjlesløs druk og mærkelig ritualer. En uge henne i optagelserne stod de alle i samlet omkring skelettet af en stegosaursu og messede navnet på flodpestens gud Pazuzu, i ført lange uldfrakker og bowlerhatte. Hvilket nok havde set smart ud i 1895, men på de her storbytynde mennesker så det virkelig sært ud. Det er simpelthen tøj der er designet til midalderende mænd med pondus. Eller også var der noget galt med min natkikkert. For stegosaurussen begyndte at bevæge sig. Og det kan jo ikke passe. Så det var nok kikkerten.
Jeg får drukket kaffe mens jeg kigger på optrinnet med Oliver og tænker på vegne af kunstnerne at det var godt at der ikke var nogen kamerafolk tilstede. Eller VJ’s som de hedder nu om dage da de arbejder alene. Vi kunstnere er ikke meget for at dele pixels med andre, til nød med hinanden, men kun hvis man kan shine på baggrund af de andre. Så det fællesskab som jeg aner mellem Apolonia, Jeanette og Noah anser jeg på allerede nu som en trussel for min skærmtid.
Jeg drikker mere kaffe. Jeg drikker en del tynd kaffe. Jo tyndere jo bedre faktisk. Jeg sidder og venter på at der skal dukke en kameraperson op så jeg kan smide tøjet. Ikke at jeg behøver et kamera for at bade nøgen, det gør jeg hele sommeren ude i Valbyparken, for et stort publikum, men vandet er lidt køligt så det vil kun blive til en kort dukkert her til morgen og den skal i kasse. Jeg har en anelse tømmermænd, der skal ikke meget til længere, jeg vågner som sagt hver morgen med morgencorona, så jeg er lidt utålmodig. Endelig dukker vedkommende op, sådan meget oppe på dupperne, som et barn på feriekoloni og vi får skuddet i kassen uden dikkedarer. Jeg tænker at verden har rigtig godt af at beskue min krop der efterhånden er trådt ind i kategorien af ældre medborgere. Jeg er latterligt forfængelig omkring min krop, men antallet af regler jeg skal overholde er stort: jeg må ikke blive for bøffet, jeg må ikke cutte og blive lean, jeg skal helst have en anelse mave osv. Det sidste har været ret nemt indtil min mor døde. Hun var som sagt hvad man kunne kalde lidt tykfob, og i protest mod det nægtede jeg at skaffe mig af med min lille mave, men efter hun døde var jeg fritstillet og jeg tabte mig ret hurtigt fem kilo da jeg ikke behøvede at sidde i bar overkrop med en anelse mave for at demonstrere overfor min mor, min meget kære mor, at man kan se fantastisk ud uden at være ved at dø af sult. Hvis jeg skal være helt ærlig synes jeg nok at jeg på overfladen har en ret perfekt krop. Når det så kommer til funktionaliteten er det straks en anden sag, så er den eddermame ældre, med slidgigt i ryggen, vand i knæet, you name it… Det kan i læser mere om i min roman På ruinerne af en glorværdig fremtid som kom på A Mock Book sidste år i øvrigt. Så en kølig tur i vandet en sommerdag hjælper ikke så lidt.
Så er klokken ved at nærme sig ni hvor vi skal filmes til den fællesmad med mikrofoner og hele pivetøjet. Meget mod min vane har jeg barberet mig, de moderne kameraer med deres ubamhjertige opløsning dør hvis de ser et krøllet ansigt. Der er noget ved pixels der ikke kan klare rynker og ujævn teint, teknikken brænder sammen.
Den første der kommer ned er en af Apolonia fjorten assistenter, hendes bodydouble, og derefter Kaspers, Ninas, Noahs og Jeanettes bodydoubler. Ude i hallen står deres studiomanagers og resten af de i alt fyrre assistenter og ser sultent ind i morgenmadsrummet med de kogte æg og minicroisanterne. De er ellers blevet fodret af ude bagved hvor der står et trug med al den hakkelse de kan spise.
Bodydouble, det var jeg alligevel ikke forberedt på. Jeg mener kender godt moderne kunstpraksis hvor at den signerende person, den som i kender som kunstneren, er en slags direktør og for det meste, men ikke altid, ejer af virksomheden af samme navn som den signerende person. Jeg mener, det burde ikke være komme bag på mig. Jeg har trods alt hørt den signerende kunstner hviske desperat til sin studiomanager ved sin fernisering, at de udstillede værker ikke var helt det de havde aftalt på sidste møde, og at studiomanageren lidt defensivt mumler at den signerende da bare kunne være kommet til værkstedet bare en enkelt gang eller to i løbet af det sidste halve år, og den signerende hvæser at “der var jeg i Hong Kong, Manila, Paraguay og New York og jeg var et lidt dårligt sted i mit liv, så ville det have været for meget at forlange at i lavede noget nogenlunde ordentlig kunst her i lortekøbenhavn?”.
Jeg er paf, og derefter desperat, da det går op for mig at jeg ikke har øvet mine replikker og at de andre er profesionelle skuespillere som taler i nøje tilrettelagte soundbites. Jeg mener hvem gider høre en hel samtale mellem virkelige mennesker der reagerer på hinandens udsagn? Ikke mig ihvertfald, men det havde jeg selvfølgelig ikke tænkt videre over hjemmefra, eller tænkt havde jeg, men jeg er improvisator og i en åben samtale kan jeg godt levere. Men jeg er lidt hæmmet af at jeg underviser og selv om jeg kan være slem til enetaler, bliver jeg trods alt nødt til at lytte til den studerende det meste af tiden, ellers bliver det bare mig det kommer til at handle om. Og jeg har hørt på mit eget sludder som underviser i fem og tyve år, så de sidste par år har jeg ladet tvivlen komme de unge mennesker til gode og givet dem taletid. Den nye vane skulle jeg nok havde aflært til lejligheden, for bodydoublerne får holdt den ene enetale efter den anden til alle de filmede måltider gennem de fjorten dage mens jeg sidder og koncentrerer mig om den lidt mærkelige mad.
Apropos maden. Det er en af grundene til at jeg ikke rigtig orker at rejse, besværet med at finde god mad. Hjemme på matriklen i Haveforeningen Kalvebod i Sydhavnen spiser vi som grever og baroner hver dag. Ikke hver anden dag, hver dag og vi laver vores mad selv og vi er skide gode til det og der er ikke noget fransk fis over det, selv om Sonja er halvt uddannet fransk kok, noget med et slagsmål med chefen, derfor halv. Vi spiser sund moderne nordisk mad. Vi er nok de eneste i kogeriget der rent faktisk lyttede til Claus Meyer i sin tid, så vi holder fest hver dag. Ingen leverpostejsmadder her, ingen affodring, ingen take away, ingen måltidskasser, men rigtig hjemmelavet mad hvor vi falder hinanden om halsen efter hvert måltid, grædefærdige af den daglige lykke vi under os.
Og maden på den her feriekoloni minder lidt om den der blev serveret i en kibbutz hvor jeg med på en udstilling arrangeret af Jakob Fabrisisus i sammen med en masse danske kunstnere i halvfemserne. Lidt tung og funktionel mad med kun et strejf at vilje. Kibbutzen var vist nik en meget gammel socialistisk en af slagsen med indbygget kunstmuseum. Så som tak for den pæne behandling vi fik besluttede vi os til at lave et stort socialistisk vægmaleri til dem. Dea Trier Mørk var med, hun havde erfaring i agitprop fra dagene i Røde Mor, men vi andre var amatører i den ret svære genre. For at gøre en lang historie kort, jeg lavede en kapitalistgris med høj hat og skødejakke i bedste halvfjerdserstil. Og det var et problem. Grisen forstås. Først kom en palæstinenser forbi og erklærede, meget venligt og høfligt, at det nok ikke var så godt med den gris for jøderne havde noget med grise, og ganske kort tid efter kom en jøde forbi og erklærede, meget venligt og høfligt, det samme om palæstinenserne. Miseren blev løst ved at jeg malede en elefantsnabelmaske på grisen. Så var alle glade. Men mon ikke de malede hele det rærlige amatørmaleri over i samme øjeblik vi forlod kibbutzen? Maske eller ej.
Jeg troede at vi alle sammen var ved morgenbordet, men ind træder Jytte Abildstrøm. Jeg udbryder: Jamen hvad laver du her? Du er jo død!! Nina Saunders bodydouble kigger bestyrtet på mig. Hun er altid frisk på at tingene kører lidt af sporet, men det her havde hun alligevel ikke ventet. Jeg har mødt Nina en enkelt gang for en del år siden hvor Sonja, Nina og jeg udgjorde censurkomiteen til Påskeudstillingen på Århuskunsthal og vi havde et ret godt samarbejde. Jeg mener, når man forholder sig til kunst skal man efter min mening prøve at træde en tre fire skridt tilbage. Nina er tre fire skridt tilbage under alle omstændigheder da hun befinder sig i en lidt anden galakse end mig, der befinder sig i en anden galakse end de fleste andre. På den måde kunne vi genkende hinanden. Men lige her, at blive forvekslet med Jytte Abildstrøm, som på det her tidspunkt aldeles ikke var død endnu, det vidste hun alligvel ikke hvad hun skulle stille op med. Og jeg blev ærlig talt noget befippet over at have talt over mig. De andre aner formodentlig ikke hvem hun er. Det er nu heller ikke fordi at jeg har et intenst forhold til hende, men siden min barndom har hun repræsenteret en eventyrlig form for naivitet og frihed i omgangen med verden. Hun optrådte på Vor Fruekirkeplads i København tæt ved hvor jeg boede som barn. Det eventyrlig og at binde folk en historie på ærmet er tæt forbundne, så Jytte og Nina er i samme kategori både med hensyn til hår og alt det andet. Jeg får ikke opklaret om Nina ved hvem Jytte er, før Apolonia begynder at namedroppe, Noah taler om sig selv, Jeanette fortæller om et uheld hun har haft med bilen, som i øvrigt sjovt nok er temmelig ens med et uheld jeg lavede med vores bil en uge før, men som kostede mig et nedlagt husmandsted på Lolland og som hun slap fra med skrækken, Kasper er ikke kommet tilbage fra værkstedet, hvad han laver der hele tiden er ikke rigtig gået op for mig, så lang tid tager et maleri sgu ikke.
Den første sætning Kasper sagde til mig var at han altid har malet, at det ikke var noget han først har kastet sig over efter sin rockmusikerkarriere, at han er en rigtig kunstner, at han er ægte nok, mens han kiggede på mig med sine varme brune og ærlige øjne. Den er god med dig Kasper, som det rager mig en bønne at du har haft forlomme i kraft af din succes som musiker, det er jeg da bare røvhamrende misundelig over. Lige der var han nummer to af holdet som jeg udstedte en dødsdom over. Når folk trækker autencitetskortet skal de dø. Alle funktionelle kunstnere er hofnarrer, gøglere, fulde onkler og fupmagere over en kam. Det er da for helvede det der er vores håndværk, ikke al det der ægte lort. Det er definitionen på en funktionel kunstner bloody damned. Kunst består af en masse umage bevægelige dele som er hugget alle mulige steder fra og vores rolle er en lang tilpasning til vores omgivelser, vi er underlagt mere disciplin end russiske soldater ved frontlinien i Ukraine, men det er guskelov et ikke helt så farligt håndværk. Eller skal vi sige skæbne? Eller forsyn som Greven af Monte Cristo siger det i Bille Augusts filmatisering, altså en skæbne vi kan gribe ind i som så altså ikke er en rigtig skæbne a la Ødipus rex. Apropos Ødipus, var han ikke bare dumt som snot, jeg mener blev han virkelig fukket af skæbnen? Han kunne med garanti godt have undgået al det lort han gik igennem hvis han havde haft Lars Løkke som coach.
Jeg sidder bare her og snakker og snakker mens jeg er på min fjerde minicroissant og sjette kop kaffe. Uden for havedøren kommer Oliver dansende med et nyt kæmpe lærred, båret af fire kvinder der ligner hans mor Susanne Bjerrehus som ung, som han maler på med en spraydåse i hver hånd og stadig med et æble i munden og han mumleråber stadig gennem æblet at han er en gris og at grisen elsker slagteren. Vi udbryder et kollektivt suk, men Noah vil ikke finde sig i det, og, ud over at det er vanvittigt pittoresk og lidt skræmmende på en fin måde, så er det smart at have en fortid i en cybergadebande og kunne karate. Hun farer kampskrigende ud af døren i fjerboa, stram kjole og nogle temmelig klodsede sko, mens hun svinger med en pigbesat håndtaske/morgenstjerne som ikke ville være sluppet forbi security i lufthavnen. Jeg reagerer hurtigt denne her gang, med hastighed over lyset farer jeg rundt og piller batterierne ud af kameraerne og mikrofonerne og kommer lige forbi buffeten efter to minicroissanter til før jeg sætter mig til rette for at se min kollega slagte Oliver. Men Oliver var forberedt denne her gang, han havde regnet ud at vi ikke ville lege med ham, Kasper måske, han har en forkærlighed for kendisser, men han kunne godt lodde stemningen i den her lidt snobbede gruppe af AAA-kendisser, så nok alligevel ikke. Frem trådte en gigantisk ork fra bag lærredet og kløvede Noah fra top til tå. En stank af blod og parfume bredte sig over den lammede forsamling. Eller, jeg var ikke lammet, jeg begyndte at se et mønster som var både lidt sjovt og lidt anstrengende og som ville kræve en del arbejde. Og jeg er i mod arbejde. Arbejde er ydmygende. Og det er derfor at jeg sjosker lidt halventutiastisk bagefter da alle de andre farer ud i haven dragne æggeskeer. Efter en kort og æreløs kamp har de andre fået gravet strubehovederne ud på hele Olivers hold inklusiv him self og ork, mens jeg for et synsskyld dypper min æggeske i noget blod for ikke at afsløre at jeg er en pjækker af den gamle skole. I kender typen. Jeg sidder til alle møder og kommer med rimelig god kritik og rimelig gode forslag og når udvalgene skal nedsættes er jeg på lokum. Jeg orker ikke rigtig at arbejde sammen med andre mennesker. De gør alting så skide kompliceret. Det er helt klart nemmere at gøre tingene selv, end i fællesskab, prøv bare at se på det her samfund vi har lavet. Det kan godt være at det verdens bedste samfund til alle tider, både i fortid, nutid og fremtid, men hovedet på koen sidder på røven af en kødædende plante og dens finner er af ost. Sådan lidt billedagtigt sagt.
Jeg er dybest set fra Østerbro og søn af to psykologer med en alt for stor vinsamling og Carl Henning Pedersen litografier på væggen, og det gør mig ude af stand til at forstå andre mennesker. Jeg frygter jeres liv. Så kunst har reddet mig. Vi står ude i haven og kigger på Olivers store maleri. Jeg kan mærke det på de andre også. Der falder en ro over selskabet og før vi ved af det begynder vi at snakke om maleriet. Teksten giver sig selv: Jeg er en gris og jeg elsker slagteren. Den er ret dyb må vi indrømme. Virkelig plat, men dyb. Prøv bare at se Lars Løkke i flimmeren, virker han ikke troværdig? Lars ligner lidt en gris og det gør metaforen virkelig sprængfarlig, han er både gris og grisens slagter. Jeg føler mig straks som en tomat der prøver at stikke af fra tomathuset, som jo slet ikke er tomatens hus, men et grådigt menneskes. Al det der fuck med at jægeren skal respektere sit bytte, det bliver hjorten ikke mindre død af bagefter. Men hvis grisen elsker slagteren er tragedien total og Ødipus er degraderet til total amatør.
Efter et stykke tid har vi afsluttet vores billedsnak. Vi går skiftevis hen og sparker til Olivers lig. Han skal ikke tro han er noget bare fordi han har lavet et halvgodt værk der siger noget om samfundet.
En ny Noah kommer valsende os i møde. Helt magen til den første. Ikke noget under at jeg er lidt træt altid, når jeg skal ordne alting selv. Hvor ville jeg være hvis jeg ikke var godt gift?
Jeg får taget mig sammen til at kigge ind til Kasper på hans værksted som er et nedlagte sanatorie som mest af alt ligner en meget støvet udgave af et maleri af den yngre Kiefer af et eller andet nazisted. Det er lidt underligt i mine øjne at se ham stå der, den rare bamsede mand, med alle sine sirligt ordnede oliefarve af et dyrt mærke og sin espressomaskine i det her vanvittige sted. Han har fået bygget en ramme af nogle gamle loftbrædder fra stedet for at tilføje lidt ånd til hans værk. Er det nødvendigt at sige at jeg slog ham og hans assistenter ihjel på stedet. Ånd er så firseragtigt. Jeg mener han maler det her lærred med espressokaffe lige som Peter Holst Henckel gjorde det i … halvfemserne var det så, men firser eller halvfemser, det er et fedt, det er noget pjat nu og det var det også den gang. Mine elever må ikke læse den her tekst, og især ikke det her jeg lige har skrevet om Kasper, det vil spolere mit image som et åbent og tolerant menneske. Eller jeg ved ikke om det er sådan de ser mig, men det er sådan jeg forestiller mig selv gennem deres imaginære øjne. Jeg har ingen ide om hvordan mine elever ser mig, jeg ved ikke hvad der foregår inden i dem. Men de smiler og behandler mig for det meste med venlighed og en god del respekt, så de skulle nødig se mig som en indebrændt, smålig og vred mand der ikke kan tåle andre kunstneres krukkerier. Bare kig lidt på din egen navle, den er fuld af klovnefnuller, ville de nok sige. Undskyld kasper, og hold så op med det der pjat. Han bad om at blive begravet i sin guldbelagte Hummer, men jeg viste ingen nåde, det var macheten og ud over hele gulvet.
Al den røde maling på hans maleri er hans eget blod som han tørrede op fra gulvet da han havde samlet sig igen og brugt det i sit kæmpemaleri som en slags fuck dig til mig. Og det må jeg sige, det pisser mig totalt af.
Ninas dukke Jakob bider mig i benet. Jeg sidder på mit værksted som er en nedlagt tømmerhandel i downtown Hornbæk og stener totalt til en lydbog, en eller anden romantacyting for unge voksne. Jeg sidder fordybet i liderlige støn og ungpige inderlighed som jeg virkelig ikke ved hvorfor jeg holder så meget af, men det gør jeg, især hvis det er dansk og foregår på steder jeg kender. Jeg sidder og kigger, stirrer tomt på det maleri af mig selv som selvfordybet nøgen fløjtespiller som jeg lige er startet på. Egentlig havde jeg taget nogle billeder hjemmefra i haven, men produktionen mente at vi skulle iscenesætte de her fotografier igen. Så Sonja kom op så vi kunne tage billederne igen, hvilket udviklede sig til en totalt fjollet seance med droneskud og vi var ved at dø af grin. Jeg prøvede ikke at trække maven for meget ind selv om min ryg helst vil være ret af hensyn til min slidgigt. Men lidt mave skal der altså til, ellers ligner man bare en idiot der er totalt selvoptaget fitnessidiot, hvilket jeg er men ikke gider ligne. Så derfor lidt mave. Jeg er inde i en periode med min kunst hvor jeg tror at alt jeg laver er færdigt i det øjeblik jeg starter på det, så geniale er mine hænder åbenbart inden i mit hovede. Men mine øjne ser noget andet de idioter. Min selvkritik er ikke for velslebet, men mine øjne gider ikke lyve for hovedet. Så lige i dette øjeblik er maleriet færdigt lyver jeg for mig selv. Og lige i samme øjeblik sker der et eller andet vildt smertefuldt i mit ben. Jeg hopper op af stolen og dasker på det sted på højre ben hvor smerten kommer fra. Min hånd rammer noget hårdt, plastikagtigt, en dukke, Nina Saunders lille modbydelige dukke Jakob, som har hakket sine små hajtænder i mine læg og det gør helt vildt forbandet ondt, for helvede den lille satan. Jeg taget min gummihammer og knalder den mod bæstet og den ryger hen over gulvet med en luns af mig i munden. Jeg prøver at sætte efter den mens den suser mod døren på sine små ben mens den skriger af grin. Men jeg skvatter lige så lang jeg er, blodet sprøjter fra mit ben og jeg skriger og forbander alt og især Nina og hendes dæmoniske dræber dukke. Hvad havde hun egentlig tænkt sig? At købe en dukke der ligner en old school udgave af filmdræberdukken Chucky og så tro at den holder sig i ro? Herrejemini, og så render hun endda rundt og jokker med at dukken er levende, gufanden er dukker levende, har hun aldrig hørt om golem, Pinocchio og helt almen woodoo? Alt er levende! Så fat det dog og det prøver at æde dig! Der røg Nina på dødslisten. Hun kommer helt intetanende ind ad døren, som om.., og knuger Jakob, den blodindsølede jakob, ind til sig som bare ligner en helt stiv dukke nu. Hun ser ikke blodet på Jakob, men hun ser mig og alt mit blod og tilkalder hjælp mens hun lægger en årepresse på mit ben. Det er som om hun har prøvet det før…, men hun ser meget oprigtigt bekymret ud og som om at hun er helt uvidende. Men hvis hun bare minder det mindste om mig, kan hun holdt mindst fem gensidigt modstridende tanker i hovedet samtidigt uden at det forstyrrer hendes ro og handlekraft. Den der laver vores malerier er ikke den samme som prøver at holde overblikket og bedømme maleriet, eller den der udtænker aftensmaden, eller den der udtænker vores hævntogter, vi er et kor der synger hver vores sang inde i det samme hovede. Jeg kalder godt nok mig selv for improvisator, det er kun en halv sandhed, jeg er et kollektiv af livsudsatte skabninger der prøver at skubbe de andre forrest for at undgå ansvar og som tit handler lidt hovedløst. Og lige nu var det Skidne Knud der fik ansvaret og han har en machete som han huggede i Nina, et enkelt hug, hvorefter han skreg undskyld og gemte sig et eller andet sted. Vi skriger, for et eller andet skal man gøre når alting går i lort. Døren bliver åbnet lidt forsigtigt og to andre Ninaer kigger lidt forundrede ind. En af dem ser straks Jakob og forstår hvad pokker der er sket og løber rundt efter ham til hun får fat i ham og putter ham i en aflåselig værktøjskasse. De to Ninaer siger et eller andet trøstende og omsorgsfuldt, men rejser sig derefter og tager den brugte Nina i arme og ben og bærer hende ud på forpladsen. Mig efterlader de bare, men jeg vil ærligt også helst være fri for mere omsorg og følelsessnak. Efter et temmelig hårdt forår hvor min mor døde og et parterapeutforløb med Sonja trænger jeg lidt til en følelsespause. Jeg trænger til at blive til et billede uden krop, så at være med her i det her tv-program passer mig mere end godt. Jeg trænger til at få lov til at føle lige præcist det jeg føler uden at skulle forklare eller udtrykke det, at kunne hugge en machete i nogen uden at sige undskyld eller forklare, bare gøre det og føle det, helt rent.
Bunken af brugte kroppe hober sig op i haven i Villa Strand. Vi dræber den åbenbart evigt genopstående linselus Oliver på daglig basis nu, og jeg slasher de andre, men der er åbenbart hele tiden flere assistenter på lager. Det er stadig ikke lykkedes kameraholdet at fange det live og de gider ikke bruge billeder af bunken af lig når der ikke er en optakt der kan forklare hvad man ser og desuden er det jo et hyggeprogram hvor alt småfnidder og alle drab bliver klippet væk alligevel. Og i min lidt følelsesmæssigt overbelastede tilstand er chancen for at blive klovn ret fristende. Jeg vil klynke og klovne min sorg ud og derefter te mig som et fjols mens jeg drikker naturlambrusco og spiser økologiske hjemmelavede pølsehorn, ikke flere ord. Jeg savner min mor og mit ægteskab knager noget så gevaldigt i fugerne. Som Rilke siger det og som det bliver sunget i Sjostakivtjs 14. symfoni:
Døden er stor
Vi tilhører
dens leende mund
Bedst som vi tror os midt i livet,
vover den at græde
midt i os.
Det os Rilke skriver om er der hvor smerten gror og hvor den ikke heles. Døden græder i os. Ikke i dig, men i os. Hvad hjælper det at synge klagesange? Lad os fordømme døden. Den er ikke naturlig, den er uundgåelig, men ikke naturlig, intet er naturligt, det naturlige er døden i sig selv, før døden, så drop det der med det naturlige, dø skal vi nok, der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud og når vi først er døde er vi fri for den side af sagen og hvis der skulle dukke et helvede op efter døden så fuck det. Fuck døden. Der hvor sorgen over døden heles er i døden, så hav ikke for travlt med at hele din smerte. Din smerte, vores smerte, er det liv vi har.
Apolonia prøvede jeg at slå ihjel den ene gang efter den anden, men dels kunne jeg ikke finde hende i vrimlen af assistenter, eller også var hun ude til en talk på en eller anden festival, eller noget andet, og dels var hun død af overanstrengelse hver gang jeg fandt hende. Det er død hårdt at holde styr på sådan et loppecirkus og hendes manager døde også hele tiden. Hendes værksted var et kaos indhyldet i cigaretrøg og terpentin. Rubens ville have nikket anerkendende.
Jeg har ikke set så meget til de andre kunstnere ud over måltiderne. Jeg har rodet mig ind i tre forskellige projekter som skal have en eller anden konklusion på fjorten dage. Og når det kommer til min egen praksis har jeg ild i røven. Alle tre projekter handler om krop og derfor død. Jeg føler mig temmelig dødelig for tiden. Først gik jeg i gang med at fotografere gamle mennesker der handler ved middagstid i det lokale supermarked. Min umiddelbare tanke om det er at de vil undgå de hurtige mennesker og bare få lov til at handle og bevæge sig i det tempo der nu er deres. Dem har jeg omsat i akrylmaling og glimmer på mindre ark papir der er hængt op på et meget stort ark med de samme motiver i sort hvid. Det er en fortsættelse af mine anonyme portrætter af mennesker i gågader. Gågaden og handel som er et slags helle, måske ligefrem en lille tidsbegrænset utopi og model for menneskelig sameksistens. Det er et frygtelig naivt projekt som spiller på autencitetstangenterne og som jeg burde droppe men som jeg kommer til at fortsætte med lang tid endnu, fordi fordi, der er så få tidspunkter hvor jeg ikke hader andre mennesker og jeg må hellere fejre de varme følelser når de dukker op. så kan jeg holde dem op for mig selv og sige: de er ikke så slemme når det kommer til stykket. Det kan godt være at vi i fællesskab smadrer alting helt systematisk, men en gang i mellem er vi søde nok sammen. Vidste i at glimmer er blevet forbudt? Jeg hostede af grin da jeg stod i Panduro og ekspedienten mumlede lidt pinlig berørt at det var noget med mikroplastik. Uha da ja det skal forbyde, men ikke flyrejser og rygning og oksekød. Glimmer skal forbydes. Fedt, det er en virkelig voksen beslutning at forbyde lige præcis det materiale til kunst jeg lige har opdaget og som bidrager med 0,000001 procent af al mikroplastik, men ikke at forbyde al det andet lort som kommer til at udrydde os som race fra jordens overflade. Jeg er lam af beundring. Og det gør mine anonyme portrætter af gamle mennesker der handler i Brugsen i Hornbæk, og som har været med til at smadre planeten, men som er søde nok, uhyrligt relevante i mine egne øjne. Det kræver at man mindst kan holde tre modstridende tanker i hovedet samtidigt. Fedt.
Så oprandt dagen da vi skulle mødes med navnkyndige Michael Thouber, på det her tidspunkt allerede forhenværende direktør for udstillingsstedet Charlottenborg og kommende direktør for Ny Carlsbergfondet, en, i kunstsammenhæng, temmelig stor bunke penge, som tidligere blev kørt efter nogle uigennemskuelige principper, som vist mest handlede om hvilke kunstnere de lige kunne huske den pågældende mødedag, til i dag at blive kørt efter nogle meget moderne, agile og faglige principper, som til gengæld er helt uigennemskuelige, og ikke engang tilgængelige for lidt konspiratorisk sladder. Meget moderne som sagt, og til det har de helt sikkert brug for Michael som virker til at være en rar mand. Hvem har ikke brug for en rar mand? Hvis jeg var en rar mand ville flere helt sikkert have brug for mig, men på en god dag er jeg vist mere polemikker end rar og på en dårlig dag er jeg temmelig tåget og lidt vrissen. Det ville være rart at være et behageligt menneske der i ly af mørket kunne hugge til som en slange, istedet for at være en vrissen gold retriever.
Vi bliver nødt til at tage Michaels entre om en helt masse gange før den kommer til at virke bare en anelse autentisk. Men som der bliver sunget i et mellemspil i Monteverdis opera Orfeo: intet mennesket gør, gør det forgæves. Den sætning ramte mig som en murhammer lige i skallen. I grunden peger udsagnet vist nok på at mennesket altid handler efter guds plan og derfor aldrig rigtig er på vildveje, eller noget med den rigtige skæbne som ikke er det forsyn jeg snakkede om tidligere, altså mere over i Ødipus og at kæmpe mod guds plan er åndsvagt og hvem skulle dog også få den ide, altså ud over Ødipus? Men hvis vi fjerner gud fra udsagnet, er det dobbelt fedt, svangert med håb og ægte overmod, en rigtig modvægt til sorg og anger, en modvægt til at vi lader os opsluge af vores egen smerte og en modvægt til at vi ender med at hylde den og æstetisere den. Lad os synge sørgelige sange, men lad dem være katartiske, så vilde følelseseksplosioner at vi ender med at være lidt flove over vi lod os rive med af deres strømhvirvler.
Nå men, efter ni entreer af Michael kom den i kassen, Rasmus er en sand zenmester med et kamera, intet kunne ryste ham den dag, så vi gjorde det ikke forgæves, og hvis der var gået ged i den havde det jo været guds plan, og på den måde går alt op.
Vi er lidt to hanpindsvin der kredser artigt om hinanden med vores høflighed som piggene. Har i øvrigt nogen sinde hørt pindsvin have sex? Det er noget af det mest romantiske i verden. Sådan var det ikke med Michael og mig, høflige pigge og en lidt desorienteret grynten som om vi ikke rigtig ved hvor vi har hinanden. Men jeg indledte vist også vores snak med at fortælle ham at han var død i min roman Vi lever ruinerne af en glorværdig fremtid, under vægt af en gigantisk skelethest i flammer i akademietsgård til en virkelig pinlig fest for galleri Nicolai Wallner. Jeg tænkte det som en slags icebreaker, som de unge siger. Og jeg tror egentlig jeg ramte rigtigt men derfor var det lidt akavet alligevel, og er der noget voksne mænd ikke kan lide er det akavethed, Høj skrydende mandelatter og skramlen med stole og trampen af sømbeslåede støvler ja, men ikke akavethed, det er bøsset på den helt forkerte måde, det som den svage dreng i klassen der bare venter på at få tæv. Og selv om hverken mig eller Michael er sådan nogle typer, er vi det så alligevel, mandemænd, selv om vores latter er lidt mindre men in blackagtig og, i hvertfald i Michaels tilfælde, slet ikke typer der brænder dukke af statsministre af en glad aften i byen og derefter havner i højesteret og ender med ringbind efter ringbind af retsdokumenter i de billige reoler i det hus på Lolland der blev råd til efter skilsmissen. For hvem gider være gift med en der dømt ved den internationale menneskerettighedsdomstol for at være en dum stodder? Det er lidt op ad bakke, ikk? Men der var vi ikke nået til endnu. Jeg kunne godt regne ud at jeg ikke skulle smide tøjet, så mon ikke jeg begyndte at snakke om gamle dage? Den er stensikker hver gang, når jeg nu ikke ved det fjerneste om biler og min yndlingsvin er naturvinsudgaven af mousserende rødvin, hvilket åbentbart er ret off i de toneangivnde kredse. Kan anbefales til hjemmelavede pølsehorn med pølser med grønne krydderier. Jeg har sikkert fortalt nogle indforståede vittige anekdoter om rektoren for kunstakademiet Lars Bent Petersen, det er altid home safe. Måske den om da han kom til en udstilling han var med på halvanden time inde i ferniseringen med det værk han skulle udstille og som han havde drømte samme nat: halvanden frisebee med en lille tekst til. Ikonisk værk og anekdote. Gad vide hvordan han kom der fra og så til at kunne forvalte et helt kunstakademi? En af de mest gådefulde forvandlinger jeg har været vidne til, måske sort magi? Jeg tror Michael grinede høfligt af mine anstrengte forsøg og som sådan levede han livet farligt. Høflig latter er ydmygende.
Den nat genlød mørket af et trommeritual som Jeanette havde arrangeret på stranden med et bål af træ indsamlet lidt rundt om steder som havde noget med transatlantisk slavehandel at gøre. I en drøm står jeg, bagbundet med tropehjelm, i en stor jerngryde på et bål omgivet af mennesker i alverdens strålende farver der dansede rundt om mig mens de af hjertets dyb synger antikoloniale sange. Jeg smiler velvilligt til dem og nikker indforstået og nynner prøvende med. Det er først da mine tæer begynder at blive lidt rigeligt varme at jeg aner uråd, jeg har ellers svært ved at holde varmen om tæerne om natten og jeg nægter iøvrigt at sove med sokker og så er jeg vel selv ude om det. Da jeg slår øjnene op står jeg faktisk i en sort gryde og alt det der og med meget varme tæer. Og alle de andre kunstnere står lidt derfra og ser ærlig talt ret glade ud over at se mig i gryden, eller også nyder de bare sangen, hvem ved? Jeg lover selv at det må blive sidste gang på kolonien at jeg slår nogen ihjel. Misforstå mig ikke, det giver perfekt mening at begå drabene igen og igen, lige som at luge skvalderkål uden at gide at grave rødderne op, det skal bare gentages i en uendelig køre. Føst røg Jeanette i gryden og derefter alle de røde, gule og blå mennesker og til sidst de andre kunstnere. Jeg gav mig god tid denne gang. Jeg tænkte at hvis de så det fremstillet på den her pædagogiske måde ville de dæmpe sig lidt fremover. Så meget for min pædagogiske sans.
Jeg er løbet totalt surt i de andre kunstneres bodydoubler og assistenter. Jeg kan ikke skelne nogen af de andre fra hinanden på nuværende tidspunkt. Altså, jeg har åbenlyst et eller andet med at genkende folk når de er foran mig i levende live. Det er svært. Hvor i mod at det går vældig fint hvis det er på fotografi. Men det her, denne her filmede kunstnerkoloni, er en forvekslingstragedie, dunkelt rødt lys, ord hvisket fra bag slør i røgede rum og Oliver Bjerrehus som en slags pølsedansk erstatning for Dennis Hopper som han optrådte i Blue Velvet. Alle de her meningsløse dødsfald, al den her iscenesatte tvivl på vores egen almægtighed, filmet så vi fremstår nogenlunde stuerene på en lidt vild måde, lidt a la en i whiskydruknet Kurt Trampedach der sviner det begejstrede borgerskab til på Strandvejen i halvfjedserne, bare på den nye moderne måde som ikke indbefatter gruppesex og alkohol, ting som gør sig dårligt på de socialemedier hvor alt anden nøgenhed end en raket affyret fra et røvhul er bandlyst. Tænk at der er nogen der rent faktisk fik den ide med raketten sat i røvhullet og, mærkeligere endnu, udførte den, og totalt ubegribeligt, offentliggjorde det på youtube. Ubegribeligt, indtil den formiddag hvor man har doomscrollet kattevideoer og ud af øjenkrogen ser sin ægtefælle gøre noget sjovt og uden vedkommet ved det, retter man kameraet mod det sjove der foregår og uden at tænke sig om smider det op på insta, tiktok eller what ever og jeres fælles ydmygelse kun bliver overgået af det debile ved slagsmålene hos skilsmisseadvokaten, som går i sig selv da videoen trender og i bliver temmelig kendte, og istedet for skilsmissen laver i små sjove videoer hvor i overrasker hinanden med spande med vand stillet på halvåbne døre og sjove jagter gennem jeres etplansvilla med to Teslaer i indkørslen med grå stenskærver og fjendtligt udseende træer med masser af pigge og ni containere til ni forskelligt slags affald der bliver kørt væk og blandet samme og eksportret og afbrændt i Bangladesh. Jeg har svært ved at genkende folk, det er lidt pinligt, men i denne sammenhæng, kunstnerkolonien, er det ok fordi vi alle sammen bare lyver om hvem vi er, eller vi har masker på der gør at det ikke er sikkert hvem der er bag masken. Maskerne udtrykker vores virkelig jeg’er, vi performer vores inderste ved hjælp af maskerne, men det gør at vi bliver ugenkendelige, at vores jordiske kroppe fortaber sig i maskernes tåger, vi bliver kulturpersonligheder som alle stræber efter at vinde pokalen der står i vitrineskabet opholdsrummet på Villa Strand. Vi glemmer i vores overmod at vi ikke er billeder, men mennesker. Billeder findes ikke, de er altid et andet sted som ikke er her og ikke nu, mens mennesker altid er her og nu og de stiller krav og det gør billeder ikke, mennesker kan ikke redigeres, kun dræbes eller undertrykkes og det er noget helt andet, billedet tager ikke skade af at blive ødelagt, det gør mennesket, det forsvinder og er ikke mere , det er en forskel fra billedet som allerede fra start af ikke findes. Men derfor vil jeg nu alligevel så umådelig gerne vinde pokalen så den kan komme hjem og stå ved siden af min mors urne af rosenblomstret pap. Hun var så stolt af mig, at jeg, nu hvor hun er død og væk for altid, simpelthen må have en pokal til at fylde lidt det tomrum hun efterlader sig. For uforbeholden ros og kærlighed er svær at undvære, bevares, min vidunderlig hustru er der for mig, men hun har en lidt mere kritisk reflekteret distance end min mor havde. Fanden osse, ikk?
Efter fjorten dage er jeg udmattet, hvilket har været en grundtilstand i længere tid nu. Om ikke så længe bliver min udsmykning af metrostationen på Mozartsplads i det kvarter hvor jeg bor, afsløret og gjort offentlig, så jeg er lidt spacet, lidt tummelumsk, og har lige været i København for at mødes med kongens protokolsekretær og har fået talt mig uden om at skulle leje et jakkesæt til åbningen. 2024 er det vildest år nogensinde for mig så det kunne ærlig talt godt kaste lidt flere penge af sig, har mere eller mindre totaltskadet bilen og en skilsmisse var truende tæt på og der er kommet to børnebørn oven i og min mor døde. Hvis der er noget der giver mening er det famlien, og hvis der er noget jeg kan trække vejret igennem er det kunst. Men bare fordi det er fedt er det ikke nødvendigvis nemt. Men jeg er udmattet og smutter fra tv-ferniseringen på Nivaagaard efter en time og når lige at læsse alt mit gøgemøg af på mit værksted og komme hjem til anden halvleg af en landskamp i fodbold i en eller anden stor turnering, som nok blev den sidste jeg kommer til at se nu FIFA mener at onde korrupte fascister fremover skal afholde alle VM-turneringer.
Nu springer vi et halvt år frem. Tv-udsendelsen har haft premiere og nu er turen kommet til den rigtige udstilling. Michael Thouber står på talerstolen på Nivaagaard i en voldsomt tætpakket sal. Jeg har siddet fast i trafikken på ring 3 fordi jeg nægter at bruge kollektiv transport, inklusiv flyvemaskiner, med mindre andet er direkte fjollet. Jeg har lånt en bil hvor jeg ikke helt kan finde koblingspunktet. Jeg har stort set ikke kørt i andre biler end vores meget behaglige og lidt gamle Peugot 308, og det fører mig, mens jeg kænguruhopper i bilen op gennem Nordsjælland, ud i nogle overvejelse omkring sex, som kan være besværligt nok med en velkendt og elsket ægtefælle, men som ville være decideret angstfremkaldende med en anden og ukendt. Så ville det, metaforisk, ikke været som at kænguruhoppe i en ukendt bil op gennem Nordsjælland, men mere som at havne i nødsporet med en totalskade, kroppen uskadt, men bilen total havareret. Fjollet billede, jeg prøver at tænde radioen, men der snakker de om Trump og Grønland, så jeg slukker og stirrer i stedet på den foran kørendes baglygter, de er ret pæne, pænere end Trump.
Jeg ankommer tyve minutter inde i ferniseringen og skråparkerer foran hovedindgangen. Folk har smidt deres biler alle mulige steder i området, men jeg har været forudseende nok til at spørge om parkeringsplads, men den kunne jeg ikke finde, men what ever, folks biler står de mærkeligste steder i dag, de må være desperate for at møde mig, tænker jeg selvfølgelig, og det var de så også viste det sig. Meget overvældende.
Nå, men Michael står på den høje egetræsprædikestol, og begynder at tale om mig lige i det øjeblik jeg træder ind i salen. Der er mindst fem hundrede ældre mennesker. Jeg stopper op og nyder at blive talt om. Jeg er kommet i sidste øjeblik. Michael taler nu om en af de andre kunstnere, hvem?, kunne ikke være mere ligeglad. Jeg tæller ned, 10-9-8-7-6-5, ved fem begynder de første dråber blod at dryppe fra sprinkleranlægget, 4-3, blodet drypper synligt nu, 2-1. Ved 1 åbner sprinkleranlægget for sluserne og blodet sprøjter ud samtidig med at høj dansemusik, Confusion af New Order i et eller andet mix. Jeg har set Blade fem seks gange, og er stadig pjattet med filmen om den lidt overspændte og moraliserende antivampyr Blade spillet af Wesley Snipes. Jeg har faktisk skrevet en slags bitter selvbiografi tilbage i 2010agtig med ham som forbillede, Daywalker, let go hed den. Generelt synes jeg det er en lille smule fy at planke andre kunstneres værker så lige på som jeg gør denne gang, så meget én til én var min første bog ikke, det var en ret kikset vampyr jeg var i den, men konteksten på Nivaagaard er lidt sjov. En hel sal fuld af grånende sæsonkortholdere til Nivaagaard, de er bare sjovere at slå ihjel end en masse lækre unge mennesker på forskelligt narko. Lækre unge mennesker på narko er verdens største og mest usexede kliche. Sæsonkortholderne er mere end desorienterede da blodet regner ned over dem, men de venter stadig på clouet, på kunsten, Noah har immervæk gået rundt i udstillingen klædt ud som en slags bondageservicehund, men da det går op for de første at der er noget galt, da musikken breaker og kunstnere, personalet på Nivaagaard, Michael Thouber og hele Eddy Media kaster armene i vejret og derefter over de nærmeststående gæster og flår deres struber op hugtænderne. Der bliver et vanvittigt kaos. Det er ikke den yngste forsamling, de er nok på alder med den jeg så indfølt har portrætteret i det store papirværk der hænger i samme sal som det her sker, så der bliver faldet en del over stokke og det går ikke særlig hurtigt, men panik i langsomt tempo er stadig panik og jeg ser mindst en forhenværende borgmester blive trampet ned af de lidt mere agile.
Vi zoomer ud med et billede af mig blodindsmurt, tungt behængt med perlekæder jeg har erobret fra mine ofre og med guldringe på alle mine fingre og tæer, jeg står i min Alt er svindel sweatshirt som er af det pureste akryl og derfor blodafvisende. Jeg står med et hoved som jeg holder ved håret i hver hånd og griner en høj og hjertelig mandelatter. Bag mig fråder alle de andre uhæmmet i museumsgæsternes afsjælede legemer. Og her forlader vi så kunstnerkolonien i Hornbæk.
Og her skulle have været en rigtig sjov afslutning som jeg fandt på i går aftes da jeg havde drukket et par glas portvin til min fastelavnsbolle fra Hart. Måske det blev til tre glas portvin for jeg kan for min død ikke huske den.