Den sejrende Ikaros
(Bare for på forhånd at rydde al tvivl af vejen: Ikaros er både dig og mig og de vandrende og de andre. Det er der ingen tvivl om. Men historien om hvordan han sejrer er mindre lige til og hvordan sådan en sejr ser ud er heller ikke lige sådan at beskrive. Men jeg vil prøve. Der er en række stemmer der taler. De er ikke helt nemme at skelne fra hinanden: der er dem der vandrede på E45 i 2015 på vej mod Sverige, der er Ikaros, der er flertallet som ikke længere er tavst, der er flyveforbuddet over E45, der er den besejrede sol, der er Ubik, Den Allestedsnærværende, som egentlig er min hund Plet, og selvfølgelig landegrænserne, dem skal vi også høre hvad føler, og faktisk et par stykker til som bliver introduceret undervejs. På den måde minder stemmerne om mit liv. Jeg har helt oprigtig svært ved at overskue hvem der taler, når jeg selv åbner munden. Jeg har altid en fornemmelse af at der stikker små dyr ud af min mund som råber i en vild forvirring. Jeg har, som sagt, for overskuelighedens skyld, givet dem forskellige navne, selv om de burde hedde det samme alle sammen. For er det ikke sådan at vi alle sammen er fuldstændig ens og fuldstændig forskellige? Vrøvler jeg allerede? Hvis ja, er forestillingen vel allerede i gang.)
Ikaros:
Solen, den brændende klump på himlen. Den brændende klump på himlen er rædselsfuld. Den bringer liv og død. Hvor arrogant kan man blive?
Du er i din ret til at spørge om hvorfor jeg skulle flyve helt der op, og jeg er i min fuld ret til at nægte dig et svar.
Jeg vil faktisk mene at du skulle passe dine egne sager og lade være med at fortælle moraliserende historier om mig.
Jeg pusser Minotaurus på dig hvis du ikke stikker piben, snuden og din forbandede nysgerrighed op et vist sted.
Du, livets jomfru, bliver dernæst spist af dyret i labyrinten, i hamsterhjulet, i din ansvarlighed, med et glas god vin i hånden.
Du vil vågne op, spist af dyret og med vanvittige tømmermænd som vil vælte over dine grænser i et forsøg på at undslippe dig.
Og I vil alle vandre hvileløst rundt i dyrets tarme, mens I bliver jaget af bændelormen Minitaurus som er en fucking led satan.
Jomfruer! Jomfruer!! Jomfruer!!! For helvede, der er et helvede til alle også de uskyldige, og det er dit liv der er dette helvede!!!!
Det er dét der er mit mareridt. Dit liv er mit mareridt. Jeg kan ligge søvnløs om natten ved tanken om dit alt for lange liv.
Du er faret vild på min motorvej i et forsøg på at undslippe dig selv. Du vil til mit Sverige.
Og på himlen hænger solen og håner os. Med sine lange beskidte negle skraber den atom efter atom af dig til du er gennemsigtig.
Og til sidst kan vi alle se solen, altid gennemsigtigt som alt vil blive, og så er der ingen nat til os længere. Der er intet sted at gemme sig.
Og det er her at jeg svinger mig op himlen, båret af mine blanke sorte vinger. Jeg flyver og jeg flyver og til sidst når jeg op til solen, som jeg uden dikkedarer puster ud. En sort klump er den nu, stadig varm nok til at stege et spejlæg på og snart kun varm nok til at lægge sig på. Blød som nylagt asfalt på en sommerdag og med dine legekammeraters stemmer i ørene, ligger du der et øjeblik med lukkede øjne og nyder dem og træernes susen. Om et øjeblik er du på benene og kaster dig ind i fodboldkampen og månen hænger over legepladsen og du er helt alene. Du fryser lidt og et ekko af en børnelokker runger stadig alleryderst i Minotaurus horn. Og dem der banker bøsser i parkerne om natten er så småt kommet op af deres huller. De svin. Du ved godt at du kan få ørene i deres maskine hvis du ikke passer på, for i mørket er alle børn bøsser. Men månen, månen, månen udsletter dem! Alle til hobe, kværner dem til støv. Månens vildskab køler dit barnehjerte, gør dig stolt af den gamle måne og får hårene til at gro ud af alle din krops huller. Du falder ind i et dybt favntag med den sejrende Ikaros. Og mens I står der og knurrer ildevarslende i hinandens favn, åbner månen forsigtigt sin barkede næve og i den ligger solen og sover. For jeg, den sejrende Ikaros, er ikke nådesløs. Solen skal bare sove altid. Altid, altid, puttet i månens hånd, som er foret med dun flået ud fra den brændende Fugl Føniks fjerdragt, så solen i sin dybe søvn føler sig nær udslettelsen som den bærer så dybt i sit hjerte.
Jeg er Ikaros og jeg har hørt jeres sladder om mit fald. Sandheden er at jeg aldrig faldt. Jeg slukkede solen og det i så falde ned fra mødet med solens smeltende varme var alt andet end mig med mine vinger af sort stål. Det I så falde var jer selv, for jeg er den sejrende Ikaros. Jeg er DEN SEJERENDE IKAROS, for helvede.
(I det følgende introducerer jeg et kor. Vi skal måske forestille os dem som nogle lidt almindelige nogle. Altså sådan som I hver især forestiller jer en normal ser ud. For mit vedkommende er det desværre mig selv. Måske er normal eller almindelig en forkert betegnelse. Måske er det bare flertallet? Ja, bare glem det normale, det er helt uden smag. Flertallet er dette truende sorte hul hvori al betydning forsvinder. Flertallet er flygtigt og kun kendetegnet ved at være netop et flertal. Men stadigvæk er det kun mig selv jeg kan forestille mig. Eller rettere sagt, mig selv med seler, sutsko og pibe. Altså en karikeret udgave af mig selv, hvis jeg ikke var mig. Nu taler flertallet, koret):
Vi ser igennem os. Det er frustrerende at være gennemsigtige. Vi er her, bag den slukkede sols kulisse og roder rundt efter en lygte.
Bagsiden er sort velour. Tykt blødt sort velour, måske en anelse lilla, med en fjern lugt af patchouli og uvasket hår.
Han/hun sidder der på en beskidt madras med et tomt bæger yoghurt i den ene hånd og lugter.
Hun/han er død. Det er svært at give nogen skylden for det, men I prøver og på den måde bliver I mere gennemsigtige.
I stikker jer på kanylen som går hele vejen gennem hendes/hans krop. I skulle aldrig havde givet hende/ham et sidste kram.
Kanylen sidder i hånden på en som I ikke kan se tydeligt. Men I fornemmer stor venlighed og til sidst et smil.
Vi bliver nærværende et øjeblik og lyser for jer og dér, der ser I E45, helt tom og med flyveforbud så vejen ikke bliver bange.
Kærligere bliver det ikke: en tom vej så vi kan komme væk herfra og vejen, den holder kanylen med litervis af kærlighedsheroin.
Det er medicin, det er kærlighed, det er visdom, det er velfærd, det er retspolitik og kærlighed, kærlighed, kærlighed.
Det er døden. Det er dig. Det er dit liv og det er det vi frygter mest. At skulle stå bag den skranke du står bag.
Det er det der er kærlighed og så kæmpekanylen fyldt op med omsorg og en sang af en mand med et kæmpe fuldskæg.
Vi er kussesaften i hans skæg. Vi er spermen i hans skæg. Vi er champagnen i hans skæg. Vi er flyveforbud over E45.
(Den er god med dig Christian, at være et flyveforbud over E45. Det er det der er problemet med tekster: de har en irriterende tendens til blive entiteter, hele væsner, hvor alle de medvirkende bare er aspekter af tekstens hele væsen. Eller hvad man nu vil kalde det. Meget forvirrende, men på den anden side: at flertallet også kan være et flyveforbud over en angst motorvej er måske slet ikke så fjollet endda)
Ikaros:
Jeg må slukke solen. Den skærer i min hjerne. Den er Phuket på en dårlig dag. Den er all-inclusive, den er the Hippie Trail, den er en Conga Line, den er dit liv, den er Crossfit, den er velfærd, den er dit liv, som er det jeg frygter mest af alt. At skulle besvare dine telefonopkald. Sove i din seng. Køre dine børn til spil eller nazist. Spise din mad. Se din porno iført din slåbrok mens du brokker dig over dit liv. Blive skilt fra din ucharmerende ægtefælle mens solen brænder kødet af dine knogler. Så hellere have vreden i vingerne og flyve op og slukke solen som i elsker så meget, at jeg hader den inderligt.
Dit liv er dit liv. Det er online, det er rejsekort og kildeskat. Det er mad jeg ikke bryder mig om og fjernsynsudsendelser som er mig imod. Det er en hund med et forkert navn. Det er din modløshed og din optimisme. Din begejstring over noget som efterlader mig fuld af foragt. Jeg er spermen i dit skæg og du er min E45 som vi alle vandrer modløse på, fortabte. Vi er rasende på dig, vi vil flå dit strubehoved ud, ud, ud, vi hulker af taknemmelighed over at vi må passere dig på vores vej til mit Sverige. Vi flår dit patetiske strubehoved ud. Dit stemmebånd klinger af rådvildhed over at alle løgnene viser sig at være løgne, alle løgnene om den verden som du troede var smuk og velordnet. Ikke engang din skide liguster er en liguster, den er fucking bøssepest i din røv, alle dine privilegier er løbet ud og endnu engang bryder du sammen, ved at udsigten ændres af hundeluftere i forkerte farver og former.
(Koret, flertallet synger det efterfølgende):
Mens solen brænder kødet af dine knogler, står du underligt svedent og skeletagtigt og frygter fremtiden.
Mens solvindene maler dig til et fint gråhvidt støv, der blæser ad E45 til Sverige hvor du indgår i noget potatismos.
Mens de millioner som netop jublende har omskåret sig smører blodet på din ligusterhæk.
Mens Jerichos mure falder igen og igen ved deres skingre og taknemmelige og uhyggelige trut i vædderhornene.
I vagttårnene står de rådne og sjælløse. Som onde sjælløse blomster vogter de på alle dem som vogter på alle de andre. Vi er fede, skriger vi, mens pisken flår vores rygstykker til blods, vi er syndige, vi er 42 kilometer selvhad. Vi er de rådne og de sjælløse der ved grænsen med tohåndssværd hugger alle ned der ikke har en trailer fuld af afgiftsfri øl.
(Koret af flertallet har problemer med at opretholde en stabil identitet. Deres konturer flimrer, måske har de svært ved at opretholde deres flerstemmighed i deres enstemmighed, måske er de ved at forsvinde, men efter at have rømmet sig, synger de videre af karsken bælg, med fornyet, forenet og totalt splittet kraft):
Overfor dig sidder en sagsbehandler. En rådden sagsbehandler. Med ansigtet siddende skævt af råddenskab. Med øjnene hængende ud af deres huler. Det ene sprængt. Dine fremmede papirer er ulæselige. Gennemtrukne som de er af sagsbehandlerens blod og kropsfedt og ligvæske. Det her er Sankt Peter, den røv, og det her er Perleporten, og du er død. Det her er døden. Det her er E45 og jeg er flyveforbudet. Jeg er en dødsens træt F16-pilot der bomber og bomber og bomber og bomber og bomber og bomber og bomber og bomber. Jeg sagsbehandler dig fra min flyvende fæstning. Du er IS. Du er alt andet end mig. Du er en pik og en røv og en kusse. Det eneste der hjælper er Barolo og måske en iPad og et skarpt tohåndsværd og mig allerøverst på et bjerg af lig, af grænseoverløbere.
Men det hjælper ikke dig, det bliver sagsbehandleren ikke mindre rådden af og nu er dine papirer, dine værdifulde papirer, disse papirer som du ikke eksisterer foruden, uden disse papirer er du knap en fodnote, knap nok et nærområde og da slet ikke et menneske, og nu er disse papirer foldet så smuk som det nu lader sig gøre, genblødte og af fedt og blod, nu er de foldet til en papirflyver som trodser flyveforbudet over E45. De løfter Ikaros op mod den forbandede sol, feriesolen, Phuketsolen, all-inclusive-solen, ikke den sol der så ubemærket hænger bag oktoberskyerne og holder os i live gennem den tilstundende vinter, nej, det er Phuketsolen papirflyveren løfter Ikaros op imod, Ikaros Med Skumslukkeren, Ikaros Med Brandbilen, Ikaros Af Det Stigende Hav, Ikaros Chartersolens Besejrer, Slavesolens Banemand, den sol, der skinner på jeres villige thailandske tjenere, den sol, der skinner på jeres rådne imperialisme og jeres totale foragt for andre, den sol, der skinner på de brændende skoler med hagekorsene. Jeres nazisol. Men du står stadig uden papirer, de flyver jo rundt der oppe nu, og så kan du ikke sagsbehandles, du eksisterer ikke, kun som blod på et cellegulv og hjernemasse på væggene i en ungarsk koncentrationslejr, kun som en luftigt fænomen.
(Og her er det så at det begynder at rode lidt, for nu er det en af de vandrende på motorvejen der taler, men også Ikaros. Vi må huske på, at Ikaros er lidt af det hele, men først og fremmest overmod. Her sejrer overmodet. Og overmod er hvad flertallet hader aller mest. Disse flertalsguder hader og misunder Ikaros for at lette. De vil straffe ham. Men denne Ikaros er smartere. Han kan overskride grænser og han kan besejre solen)
Mine papirer flyver rundt i den brændende sol
I dens vinde
De er det segl jeg skal passere igennem for at blive forvandlet
til borger
Mine papirer er solen, som jeg flyvende, med mine hjemmelavede vinger pålimet med dødelig dum og uendelig gammeldags voks, prøver at fange
Det er som sagt en nazisol
En brændende svensk skole
Jeres papirer martrer min sjæl
Jeres følelser er forkerte. Uendeligt forkerte når de forvandler sig til brændende svenske skoler
Jeg overløber solen
Tramper den flad, smadrer den, slukker den, bare ved at komme her, så langt kan ingen flyve, så langt kan ingen i nød anstændigvis flytte sig og stadig være i nød, så meget i besiddelse af en telefon kan man ikke være og stadig være i live og ikke være et uspecificeret, sultent afrikansk barn med opsvulmet mave med fluer omkring øjnene. Det er følelser der vokser i fotoner og følelser der gror på Facebook. Det er en gråmeleret masse af oprørthed. Det er had. Den eneste følelse der dækker alt det Ikaroshalløj. Det er den fede bondefølelse, den uendeligt velnærede følelse, der næppe hæver blikket fra ploven, skranken eller kateteret, som næppe er i stand til at gestikulere med kniplen uden at knuse kranier eller bygge hegn. Den følelse der næppe hævede blikket fra flippermaskinen da tanksne rullede over Den Himmelske Fredsplads eller da handelsdelegationerne savlende flokkedes om jeres nazisol, mens de skøjtede rundt i det rådne blod på parketgulvene og snadrede i studenternes lig.
(Nu er det nok at koret af flertallet, dette sorte hul af misundelse og krænkelse, langsomt forvandles fra Ikaros til Nasar Khader der synger og derefter forvandles tilbage igen):
Ikaros!! Han er så uskyldig og hans uskyld er åh så moden. Moden til at plukke og udnytte politisk. Ikaros udbryder: ”Der er friskpresset juice!! Der er nybagte muffins og en kok der adlyder mit mindste bud!! Dette må være et godt sted! Der er fladskærme over sengen og en uhyre avanceret computer med kunstig intelligens der konstant siger pæne og indsigtsfulde ting om mig og roser mig for min himmelfærd og mine sorte stålvingers kraftfulde og formfuldendte design”. Ikaros lader sig besnære af de onde, han hører ikke giften i deres stemmer. Langsomt opløses hans træk. Ynglingens friske og godmodige træk forsvinder og inden vi ved af det sidder han som en vissen og rynket hestekonge på en tronstol i Rohan og lader slangens giftige tale formørke sit sind.
Men med et, en skønne dag, vender han sig væk i afsky. Dette kan ikke være sandt! Det er bare smiger! Et øjeblik var jeg:
Nasar Khader
naZir kandaher
nosser charthart
naso kardæske
er et dig yndlingen naso? Dig med det store horn midt i fjæset?
Naaaaaaasaaaaaaaar Khaaaaaaaaadeeeeeeer!!!!!!!
Oh rædsel!!!!!!!!!! Formørket, formørket, formørket var jeg, syrisk formørket i den borgerlige skumring, i aftenlandet, i aftenlandet, i aftenlandet under en gadelygte står jeg, med frakkekraven slået op og min trofaste totensläger i hånden i lommen, afventende en flygtning jeg kan smadre og fravriste vedkommende vedkommendes iPhone. SVIN!!!!!! Ejer du noget, er du nogen, bønfalder du mig ikke din tølper, jeg er super integreret, jeg er superKhader, jeg er ALT!!!!! jeg foragter dig din lus!!!!!
Oh rædsel, jeg var Khader!!!
Jeg var rådden indeni, bundrådden.
Og det går ikke for helvede
Jeg er Ikaros
Jeg skal jo flyve
Jeg fløj
Jeg er væk
I kan ikke se mig mere
Jeg er ikke på himlen mere
Jeg sejrede
(og nu er det den meget fikse, men noget selvmodsigende, figur Ikaros af flyveforbudet der taler):
Derfor er himlen tom, derfor er der flyveforbud over E45. Der er ikke plads til noget på himlen mere, mit fravær kuer jer, I kan kun se mig styrte i havet igen og igen, mens I ignorerer mig, mens I pløjer jer gennem mulden med røde og fede bondekinder, mens I kontemplerer grundskyld, grundskyld, grundskyld. Med blikket rettet mod jorden, alt hvad vi ser er brunt, brunt, brunt, en lidt grålig brun, ikke solen, den har jeg slukket. Der er ikke noget til at formilde den tilstundende vinter.
(Nu er det os alle, jer her, der taler, især hvis vi hver især forestiller os selv som det mest normale der kan findes. Forestil dig selv det mest flertalsagtige du kan. Forestil dig det. Hvad er det? Er det jer selv? Er det jeres forældre? Er det de rigtige voksne, altså dem vi venter på skal klare ærterne for os når vi fucker alt op? Hvem er det? Kom nu, siger jeg, og jeg har en klar ide om at flertallet er alle de fulde voksne med teenagebørnene, der bliver pænt på værelserne, mens I rager sanseløse rundt, dem med topskatten, men I synger bare videre):
Her er vi så, efterladte på en klode der langsomt iser til. Jeg er svøbt i bæverskind og på mine fødder har jeg dejligt varme mammutsnabler og på mit hoved bærer jeg dens forhud og på mine hænder dampede, nyafhuggede bjørnehoveder. De er store og klodsede og foranlediger mig med stor pondus. På min slæde, med meder af mammutstødtand, ligger bjerge af makrel. De skal ryges og serveres med røræg og purløg på rugbrød. Men purløgen har fået frost og smager af ingenting!! Af ingenting, hvad gir i?? Og smørret er stenhårdt. Så hårdt og skarpt at jeg kan bruge det som dolk.
Imod mig kommer Nasar Kadher. Han har ingen slæde med. Kun noget han vil sige. Han kigger mig i øjnene, han ignorerer bjørnehovederne på mine hænder, han fornægter min autoritet, han snakker om Syrien, som hans familie stammer fra, og om at de skal bombes tilbage til stenalderen. Hans store firkantede hoved blinker lidt med øjnene. Hans ellers så nydelige og passende jakkesæt er virkeligt malplaceret her på tundraen. Ikke bare fordi han dør af kulde om et øjeblik. Nu er han død. Men det anakronistiske ved det er en hån mod realiteterne. REALITETERNE, MAND!! Realiteterne er Mel Gibson og Tina Turner i Tordenkuplen og ildsprudende muskelbiler i skrabet design med horn og helvede. Og Anders Fogh som leder af den frie verden.
Den evige spelt vandrer på jorden og vi undertvinger den, vi gennemgermaniserer spelten i atomhjernerne. Vi er grænsekontrollen i din spelt, vi er det der gør at du aldrig bliver fri, hvad fuck det nu ellers betyder. ATOMSPELTNING FOR HELVEDE!!!!!!! Du vil altid være slave, du vil altid være mellemmanden, talsmanden, mellemlederen, mellemmad for en halvstor drage, hovedmåltid for orkerne på tundraen, og som du står ved grænsen med dine ligegyldige papirer, som du sidder, interneret bag pigtråd i Valby, som du ligger begravet på Vesterkirkegård i den ukendte flygtnings grav, bare som DEN DU NU ER, hvad det så end betyder, bare som den du er, væmmes jeg ved dig, ved din slavesjæl. Du skal vaske mit tøj og rense mine kloaker, du skal æde min gamle uran så mine børn ikke bestråles, du skal dø min død. Du som allerede er død, du er nemlig død for længst, din fødsel var din død. Din fejl var at du er fremmed for mig, det er her din død ligger. Du døde den syriske død ved din fødsel. Din betydningsløshed er monumental.
(nu er det at vi skal høre hvad grænserne føler. Jeg kunne snakke om grænser i timevis. De er som små dyr, næsten uden udstrækning, men så voldsomme i antal, så voldsomme i deres kollektive fylde, at man næsten ikke forstår hvor søde de egentlig er når man får dem på enmandshånd)
Jeg står ved en grænse inde i mig selv, som jeg ikke kan overskride uden at identificere mig selv ordentligt. Men dine papirer mangler. Min råddenskab, mine ligvæsker har gjort dem ulæselige. Jeg ved ikke lige hvordan det hænger sammen, men jeg skal bruge dine identitetspapirer for at kunne krydse denne grænse i mig selv, som jeg hjemsøges af. Din slavesjæl er min herskermine. Din fodlænke er mine vinger. Din død er mit liv. Dit kød er mit kød.
En fjern sommerdag i sluttredserne sidder jeg ved et havebord på Nekselø og klasker fluer med en kammerat. En flue ad gangen når de formaster sig til at lande på bordet. Vi er ikke bange for at få beskidte hænder. Jo mere udsmattet flue vi har i vores håndflader, jo mere opildnede bliver vi. Vi er børn, vi er uskyldige, ingen fluer slipper. Undskyld, jeg ved godt, at det er et totalt plat billede at bringe ind i det her. Men det er hvad sådan nogle situationer bringer op i os: det urimelige, det platte og det manipulerende. Og nu får jeg det derfor rigtig skidt med mig selv.
(Det er sådan grænserne føler. De står ved sig selv og vil så gerne over på den anden side)
(Så er det den besejrede sols tur. Solen har altid forekommet os at være en lidt sær størrelse som den hænger der i midten af alting og unddrager sig kritik. Så derfor er vi taknemmelige for at Ikaros fik sat den på plads)
Den besejrede sol står der i Horserødlejerens mudrede gange og føler sig fortabt. Mod solen kommer Inger Støjberg med et følge af smukt klædte lakajer der lægger fliser ud. Inger er smart og moderne klædt. I ved, sådan lidt klassisk konservativt der på en eller anden måde hævder at hun er både er kvinde og moder og vild i varmen. Det klæder hendes vanvittige grin. Hun går baglæns og ser kun på sine fødder. På den måde sikrer hun sig optimal opmærksomhed på nuet. Dette værdifulde punkt i tiden som alt andet favner. Hun er så meget tilstede i dette nu og derefter det næste og det næste og det næste igen, indtil hun støder ind i DEN BESEJREDE SOL, som, nu forbløffet, har stået og kigget på den rødhårede kvinde og hendes følge af fliselæggende lakajer. Inger vender sig om og nu er også hun forbløffet. Et skarpt jag af medlidenhed farer igennem Inger. Tænk at se vores alle sammens sol stå dér, besejret med en uopladt mobiltelefon af et inferiørt mærke i den højre hånd og i den venstre en enkelt af Ikaros’ fjer. En enkelt rød fjer. Rød som det dybeste grundfjeld. Som jordens glødende kerne. Som den underlige sten, rubinen. Magnetisk og ond. Men solen kan ikke give slip på den. Vi ved alle sammen at solen er god. Som det eneste i universet er den god. Hvis vi altså forudsætter at vi ved hvad godhed er. Men Inger ved hvad godhed er. Hun ved at hun er solens slave. Og der står så solen, besejret og sølle i Horserødlejren. Godt nok er det en gråvejrdag, men burde man ikke kunne fornemme solen på himlen alligevel? Hvad laver den her. Har hun taget fejl? Er det ikke solen? Inger kigger op mod himlen og i det hul hvor solen skulle have siddet, ligger Ikaros og sover. Det ser lidt umageligt ud og han vender sig da også for at finde en mere bekvem stilling. Ikaros begynder at snorke. Det er en lyd, der fortrænger al anden lyd. Inger prøver at sige noget, men al lyd, al anden lyd end Ikaros snorken, er fortrængt. Den er indeni og uden på. Den er allestedsnærværende. Lyden hedder Ubik, Den Allestedsnærværende og er ikke længere en lyd, men alting. Den vil være sammen med Inger i hendes ydmyge teltbolig i Horserødlejeren. Den vil med hende på toiletbesøg og i Folketinget. Men vi bliver i tvivl om Folketinget findes mere. Er der kun Ubik og Ikaros nu? Vi bliver nødt til at spørge Ikaros.
(så er det vores tur igen, altså os de mest normale, det mest flertalsagtige der findes. En modsætning til alt andet, uden dog at kunne genkende det. Flertallet er alt andet end en grænse der ikke kan overskrides. Det kan ikke se og alligevel er det der. Alt det andet er frygten)
Os: Findes ting mere? Er der overhovedet noget? Vi bliver så frygteligt i tvivl når vi kigger ud af vores vinduer og ser alt muligt som vi ikke rigtig ved om egentlig er der. Vi føler dem ikke og vores følelser tager aldrig fejl. Følelser kan ikke tage fejl. De er altid følelser og de kan ikke tages fra os. Men det føles smerteligt at der ikke findes noget mere, og det er også en følelse som ikke kan være forkert!! Ikaros tal til os!! Fortæl os hvad vi skal gøre!!!
(Ikaros snorker meget højt)
Ikaros: har i glemt at jeg snorker så højt at lyde ikke findes mere? Jeg kan ikke høre jer.
Os: undskyld, vi forglemte os.
(Ubik, Den Allestedsnærværende, der i virkeligheden er min hund, Plet. Hun skal da lige have en lille rolle, som den der får alle de medvirkende til at rode sammen i en stor europæisk gryderet som ingen tør spise. Ikke engang de flinke mennesker. Men måske er Ubik det der ligger under grænserne? Måske er Den Allestedsnærværende, denne ubetydelige og altomfattende eksistens, det der ligger til grund for grænserne. De er ingenting og alting. Men ellers er både månen og solen og stjernerne og Inger Støjberg med i denne scene)
Al lyd forstummer igen. Ikke engang snorken findes mere. Kun et lille pelsdyr, der engang var en hund der lød navnet Plet, men nu lyder det mystiske navn Ubik, findes. Kun hun findes. Hun er ensom og tørstig. Der er ingen der har husket at fylde hendes vandskål. Det nytter ikke at pive når man er den eneste lyd der findes og man er overalt. Det er et træls problem. Måske endda dødeligt hvis Ubik ikke finder en løsning på det. Men Ubik er et resourcefuldt pelsdyr som har set folk swipe deres smartphones med næsen om vinteren. Så hun finder sin skønne ejers Nokia e750 og får med sin, stadig mindre fugtige snude, afsendt en livsreddende sms om sin vandmangel. Brave brandmænd får brudt døren op og får fyldt Ubiks vandskål med deres brandslanger. Tolv af dem står der i den trange stue, mens de spejder efter en eventuel skorstensbrand nu de alligevel er der. Nu er der slupren og fugtig pelsdyrsnude.
(nu er det solen, månen og stjernerne der taler)
Nu traver solen ad E45 kun med en uopladt mobiltelefon og en rubinrød fjer
Nu er solen usynlig i Horserødlejren
Nu sidder solen på en feltseng i et koldt telt og diskuterer med månen og stjernerne om hvordan det kunne gå så galt
Solen: vi havde al den viden der var nødvendig for at forudse at det skulle gå sådan som det er gået. Hvordan kunne det så ske alligevel?
Månen: ikke for at virke unødigt klog, men der er forskel på viden og så viden
Stjernerne: kom til sagen du gamle måne
Månen: den viden vi havde var teori. Teori er godt og smukt og kan lade os vide ting som vi ikke har erfaret, men det er ikke viden vi kan handle ud fra. Dertil stoler vi ganske enkelt ikke nok på den. Den er ikke en viden vi har med kroppen, med erfaringen, barnet i os tror mere på de gamle myter, på løgnene om kongens retfærdighed, på løgnene om statens stabilitet. Så længe vi var trygge, kunne vi ganske enkelt kun ane lidt uråd, vores bange anelser var ikke noget der for alvor kunne forstyrre vores ro. Vi havde intet grundlag at handle på, for det grundlag kunne teorierne ikke give os.
Solen og stjernerne: ohhhh! Du er vis
Månen: jep
Solen og stjernerne: hvad gør vi så nu, måne?
Månen: græmmer os, flover os, over at vi ved ting som vi så alligevel ikke ved
Solen og stjernerne: ja, det fanme pinligt
Ubik: vov vov
Sjoskende over himmelvældet kommer nu et absurde optog med Inger omvendt på et æsel og den forhenværende forskningsminister og nuværende landbrugsminister med hovedet oppe i æslets røv. En gang imellem hiver Inger i æslets hale, hvilket får ministeren, i røven, til at mumle bønner. ”Jeg har intet kopieret, jeg er helt original, jeg har vindmøller,” messet bagfra, skulle det angiveligt være indholdet af hans bønner.
I et lukket forum et hemmeligt sted på nettet bliver det stadig diskuteret. Især passagen med vindmøllerne er genstand for diskussion. Hvad pokker mener han egentlig med det? Vil han bare have tilskud eller ser han sig som en anti-helt der bekæmper en helt der har noget mod vindmøller der egentlig er noget andet, i hvert fald i heltens øjne?
(teksten taler til jer, den står som en våd kold hund i regnvejret. Den bliver nødt til at komme indenfor og ryste alt vandet af sig, og I bliver nødt til at stå i en cirkel omkring den og tage imod alt det der hundevand. Man kunne selvfølgelig også bare kalde det slutspillet i stedet, for nu slipper teksten snart op)
Så blev der stille. Ikke et fravær af fugle i træerne eller træernes susen eller susen fra de store veje som indkranser mig langt væk fra. Det er fraværet af gående fødder på E45, af de marcherende horder i gaderne, af brandbomberne mod asylcentrene, af de skingre skrig fra den borgerlige presses svolvpøl. Et par dage her i maj er der stille. Det nævnes ikke at det vidunderlige utidige sommervejr måske, måske ikke, kunne være et resultatet af den globale opvarmning. Der mumles ganske vist om små selvforsvarsgrupper af højreradikale i Tyskland. TTIP nævnes. Men lige nu dvæler vi ved den fred som Jerichos mure giver os, som solen giver os, den som hænger så vanvittigt uantastet der og stråler og kaster sine atomvinde mod vores kroppe. Over murens kant svæver forsat småfede engle med smartphones og de vil kramme de sataner, de klæber, de søger asyl og så gør de det alligevel ikke. Ved de hvad de vil? Har de ikke en karriereplan parat? Hvordan ser en flygtnings karriereplan ud? Fuck det, lige nu er det kun nogle ganske få vi skal dræbe. Men hvordan dræber man bedst en engel, selv en lille fed engel med smartphone?
Mørket sænker sig snart, september lakker mod enden. Ak september, min elskede. Men at oktober bliver min nye elskede anes allerede. Jeg vil svigte september, tror jeg, og jeg vil elske oktober og senere november, december og alle jer andre. I mørket er noget der kan elskes. Det er gråt og det har svært ved at ramme koppen med kaffe når det vil have en tår. Det er uldent og uskarpt, det tvivler på sig selv og derfor elsker jeg det, for jeg kan redde det. Allerhelst vil jeg selv reddes, allerhelst vil jeg have at der kommer en sygeplejeske og giver mig drop og kolde omslag og siger beroligende ting. Men i mangel på sygeplejesker skal jeg nok være helten. Men så er det at Pernille Vermund dukker op i horisonten. Det første man ser er et Jolly Roger, der vejrer i toppen af masten på de modne kvinders piratskib. Og så er det at september slutter brat og resten af skibet dukker op fra bag horisonten. Æblernes rådnen, deres vidunderlige efterårsduft, deres sang om sommeren og alt det der er i jorden og som bliver suget op for at falde ned, får en bitter duft af skyllemiddel og fremdrift, af det nye og ukendte der kommer og afløser New Public Management, af Pernille Vermund. Hun kommer i stedet. Hun er et lille nyfødt lam, læmmet af det store moderfår der hedder New Public Management. Det ligger sig til at dø nu, og mens vi kigger på det dø, folder det lille lam sine lædervinger ud og blotter sine dobbelte tandrækker. De er nydelige, de er rettede, de er fulde af huller der omhyggeligt er fyldt med guldet fra de forsvundne flygtninges mobiltelefoner. Men det er ikke Pernille der har spist dem, hvor rædselsvækkende hun end måtte forekomme, hun er bare det nye, det som udsletter det gamle. Udsletter er måske et stort ord, men er detnye der et øjeblik får os til at skamme os over det som lige var her. Jeg savner allerede New Public Management. Det virker allerede så smukt og vedkommende, så varmt og menneskeligt, allerede mens det faktisk stadig er i blandt os, men er i gang med at pakke kufferterne. I afskedens stund fælder vi en tåre, men nu, nu fylder piratskibet hele vores synsfelt og en intens duft af Bamseline forhindrer al nytænkning.
(Nu er det mr. Jones fra The Ballad of a Thin Man der synger, i ved, den der sang af Bob Dylan hvor han håner den pæne akademiker mr. Jones. Jeg er mr. Jones. Jeg forstår intet som helst)
Og det er selvfølgelig løgn. En sky af Bamseline, Brexit og Trump og Nobert Hofer lammer mig. En nøgen mand går gennem rummet og jeg spørger: Hvem er den mand? Der sker noget, men jeg har ingen ide om hvad det er. Gør jeg? Gør jeg?? En sky af Assader, Erdoganner, Putiner, ungarske martyrer og Berlusconier og den der italienske mand, Renzi, vi allerede har glemt og ikke mindst en lille filippinsk diktator, alle indhyllet i en sky af Bamseline, i en prisbillige mikrobil, på en ringvej et eller andet sted, i en sky af mistro til alt fra København. Jeg forstår intet af det. Jeg er belæst og fatter ikke en bjælde. Jeg er belæst, men jeg giver ikke meget mælk i disse dage. Jeg står i min bås og mit yver er tomt.
(Koret af alle de almindelige er nu stillet op på en lang række og begynder at vandre syd på ad E45 mens de synger)
Europa er forsvundet. Vi kan ikke se det mere. Før var Europa ekkoet aller yderst i Minotaurus’ horns krumninger, altid snacksulten efter endnu en jomfru. Nu findes ikke engang denne trang mere. Nu er der kun os der går og går og intet ser. Kun den beskidte ryg af den forangående, den beskidte nakke, det beskidte nakkehår. Og ikke en eneste Iphone ringer en eneste gang. Der er ingen at ringe til længere for vi er her alle sammen. Nu er der intet dem og os. Nu er der kun ingen og dem ringer man ikke til. Telefonerne ligger langs den vej vi har gået. Ingen høster guldet. Hvad skulle vi bruge det til? Guld?? Sådan noget stads. Tungt og ubrugeligt. Dumt som et pas eller et land. Landene forsvandt, vi forsvandt, nu er passene som antik poesi om menneskene i landene, men menneskene i landene findes ikke længere. Vi går bare. Om lidt spiser vi Afrika. En sulten mund med en dobbelt rad af smukke, lige blegede tænder. En sulten mund med en sød og liflig ånde. Fuld af mundvand.
(Af flyveforbudet over E45 er nu kun et ekko tilbage. Afrika er spist. Ikaros er bare os der spiste Afrika. Os der spiste Afrika er ikke, hvad skal man kalde det, vi er ikke nogen, vi er ikke dig og mig, det er bare os, en fællesmængde, konkurrencestatens fodsoldater kalder nogen os kærligt. Vi er det helt og aldeles uundgåelige. Vi er det fuldstændigt tilfældige. Vi er det der rammer dig uden varsel. Vi er flertallet)
Nu hvor vi skriver 2017 er alt ophørt, ikke engang det sidste menneske findes mere.