Ængstelsen - Jeg venter (på Gaias børn)
Svampen vokser uroligt. Umiddelbart ved jeg ikke om den kan fortrænge stuegulvet. Men jeg tror den kan. Mest af alt fordi den i modsætning til rotterne ikke ænser mig. Men de holder sig ude af syne for det meste.
I går blev jeg nødt til at sparke døren ind. Den bandt. En nabo jeg aldrig havde set før stak sit hoved, kun hovedet, ud af døren på klem. Det nikkede og dets øjnene blinkede og blev trukket ind gennem døren igen.
Plet gør. Rygbørsterne er rejste. Der gik en forbi. Hun gør hver gang der går nogen forbi. Mig rør det ikke, men passerende børn kan blive bange. Så jeg tysser lidt på hende. På skrømt, selvfølgelig.
Nu har det ikke regnet ind gennem taget i en del år. Efterhånden. Det har øget min selvtillid en del. Ikke at jeg selv har ordnet taget. Det har jeg overladt til en pålidelig jysk håndværker.
Håndklædet jeg tabte ud gennem badeværelsevinduet for femten år siden er nu kun synlig som spor af den svampestruktur der vokser der hvor det lå, urørt, alle disse år. Det får mig helt automatisk til at tænke på døden.
Svampen er helt straight. Den er en røv, men helt reel. Den ødelægger mit liv. Men som den siger: det er dig eller mig. Det kan jeg selvfølgelig kun give den ret i. En kløen begynder og mit åndedræt halter.
Et vedvarende gråvejr har lammet trafikken. Al trafik på ring 2 er bragt til standsning. De bidrager, uden at vide det, til gråvejret. Fra dem siver mere af det ud og op. Det er meget simpelt, det er det vores tilstand er: gråvejr.
Solen er noget jeg laver i min brandert. Det er derfor solskinnet rødmer din hud og giver dig kræft og får dig til at knibe dine øjne i af smerte. Solen er lavet af øl og rødvin og svedig og urolig nattesøvn.
Naboens æbler regner ned i min have. Jeg kaster dem efter svampen i samme langsomme takt som de falder fra træet. Ffumpp siger det når de rammer den. Og en sky af gråbrune, utilfredse, sporer rejser sig.
En københavnsk tømmer med bobbet hår går forbi ude på havegangen. Han vinker og minder mig om at jeg skal dø. Alle former for vedligeholdelse og reparation er kun en kortsigtet udskydelse af det uundgåelige.
Ligusteren vakler. Under vægten af solsorte. Og under lyden af skovduer der med deres skeløjede gutturale kurren holder mig vågen sommermorgener som egentlig ikke er morgener men nætter der har givet fortabt.
Græsplænen faldt ud over kanten da 2K satte verden i stå. Nu er det ikke en græsplæne længere, eller ihvertfald ikke noget man i daglig tale ville kalde en græsplæne. Nu er det en vandret, groft pixileret grøn glat flade med smilende blomster.
Naboens æbler har ingen forbindelse med alle de andre æbler. De falder ned fra træet og forsvinder derefter sporløst. Nogle gange står de først en tid i en stor papkasse på havegangen og rådner lydløst.
Kærlighedstræet der stod i min have døde. Æbletræet ofrede vi, birken fældede vi brutalt, arkitektens trøst mobbede vi ihjel, sommerfuglebusken forsvandt i en sky af vinger og den er den eneste af dem jeg savner.
Havelågen, som jeg, forbløffende nok, selv har bygget, hænger, forbløffende nok, i modsætning til alle naboernes havelåger, ikke. Ikke fordi de alle sammen har havelåger. Men jeg har hund. Plet hedder hun.
En gigantkomet har kurs lige mod jorden. Svampen kigger op fra sin smerte. Alle æblerne og de spark jeg tildeler den når jeg går forbi, sidder dybt i den. Den er slet ikke så kæk som da den boede under gulvet.
I radioen spiller de sørgemusik fordi vi alle skal dø. Jeg prøver at ignorere det på samme måde jeg ignorerede den sidste solformørkelse og på samme måde jeg sov mig gennem det sidste jordskælv.
På Ring 2 kigger folk op fra den forstenede bilkø. Det er en historie om at forbrydelser ikke betaler sig. Gråvejret er som en sort bjælke for himlens øjne. Himlen kan ikke se os og vi kan ikke se forbi den.
En Boeing styrter ned i den Sorte Diamant, i Kabaaen, i monolitten omkranset af de vrede aber, i Necronomicon, hvor naboens æbler korrumperer netop disse aber. Min liguster dæmper ofrenes skrig med netop disse aber.
Den mystiske stjerne udfordrer svampen på en klippeknold i havet mellem Island og Grønland. Vi fandt aldrig ud af hvem der vandt. Forbi kom et arabisk forår, og så er verdens undergang på en eller anden måde forstummet.
Foråret der fik verdens undergang til at forstumme er nu gået over i sommerens tvetydige hærgen. Sommeren korrumperer ganske enkelt landskabet. Alt er dækket af en ensartet grøn masse som er lammende opak.
Det er det uigennemsigtige ved det grønne der udgør ligusterens favntag som skorstensfejeren prikker hul i med sin lange sorte kost, ned gennem taget kommer den sværtede kontorius med sit stempel.
Han flasher sin spraytan ved min havelåge mens han nidstirrer min nøgenhed i liggestolen. Hvordan det så kan lade sig gøre. Nidstirre og flashe på en gang? Det er mig ubegribeligt.
En blanket der ikke findes bliver ikke overrakt. Den skal udfyldes på nettet, ellers har hans handlinger ingen gyldighed. Det er som at blive halt af at træde på en moskusokseknogle: fuldt af mystisk betydning.
Et tag med sorte glaserede teglsten viser sig i en varmedis dannet af friværdi fra nullerne. Det er så nu at jeg ved at sommeren ophører, brat, under jeres højlydte protesthyl. I bærer skilte som proklamerer at det er nogle andres skyld.
Fra en lygtepæl dingler Fattig-Carina, overmoden, og varsler dermed efterårets omslag i en endeløs hvid vinter. Intet er smukkere, hvidere, end når borgerskabet, bærende på fakler og høtyve, som en flashmob, lyncher for sjov.
Jeg står på svampens top. Jeg føres væk af en sky af sporer. Langt under mig, brun og utilfreds, buldrer økonomien frem. Den æder sine børn. Den smasker højlydt. Den bytter sine gaver.
På Ring 2 er Gaia gået i Netto. En underjordisk, en mørk Netto uden vinduer. En Netto der kun er kø. Der er ingen varer, kun Gaias børn der lydigt danner kø gennem butikken der ender i en brølende ovn.
Asken fra Gaias børn blander sig med svampens sporer. Som Hodja fra Pjort beridder jeg dette tæppe. Men en askeagtigt hvinende lyd dykker vi skarpt og hazarderet og med elegant og dog vovet sving redder vi Fattig-Carina.
Økonomien står nu langt under os med i vrede knyttede næver hængende tungt ned. Den er svanger med et sidste hold af Gaias børn. De er klar til den sidste belejring af det shopping center vi har forskanset os i.
Foråret der fik verdens undergang til at forstumme kigger skeptisk på Gaias børn som de står der ved centerets porte og grynter zombiens karakteristiske grynt. De vil så gerne smitte os med deres glæde.
Vi, os i centeret, udgør et cast hvor af de fleste kan ofres til fortællingen. Det er Gaias børn bare ikke tilfredse med. De vil have os for sig selv. En glæde som deres kan ikke deles. Hverken på den ene eller den anden led.
”Det er jo sindssygt! Vi slipper aldrig her fra i live!!” udbryder den afroamerikanske mand. Han kan godt høre fortællingen stå i kulissen og smaske sulten. Han ved godt at han ikke holder mange anslag endnu.
Den unge søde ansvarlige blonde kvinde ved sig sikker. Hun siger på en irriterende snusfornuftig måde at hvis vi tænker os om går det hele nok. Hun glemmer bare mig. Jeg skubber hende ud over kanten.
Gaias børn jubler. De bryder ud en sådan en soulmusicalkorting med omkvædet ” Ned med alting! Op med os!”. De ligner ærlig talt hippier som de står der. Altså sådan nogle rådne hippier i hvert fald.
Gaias børn skriger i kor: ”Vi lever i de sidste tider!!!” og smider en tom champagneflaske efter tjeneren der dukker sig i skam. De chardonnaystive løvinder vrinsker af lykke. Han er gudesmuk den tjener.
Der er ingen tvivl om at man må skamme sig over skønheden. Over mådeholdet. Over selvkontrollen der forhindrer en i at købe en Assistent røremaskine. Nå nej, den købte vist lige sig selv den filur.
Assistenten står hovmodig på mit køkkenbord og roterer om sin egen akse. I den er skalpene fra løvinderne. De stak knurhårene for langt frem. Fra skyggerne ser tjeneren til mens hans skønhed langsomt gror.
Skyggerne er længere end hans skønhed og de er dybere end Nettos ovne som ligger kolde og slukkede hen. Ikke engang bloddråberne der bliver hvirvlet fra skalpene kan måle den sande dybde.
Han står musestille og hører bloddråberne suse ned gennem mørket. Det er en lille lyd, en hilsen til Assistenten, en hyldest til Chardonnay om formiddagen, til de lyse knivskarpe hovedpiner den tæller.
Jeg siger at jeg venter på Gaias børn. Det er ikke helt rigtigt. Man venter ikke på det uundgåelige. Jeg ved ikke hvad man så gør. Det er nemlig umuligt at bringe sig selv af vejen for røvhullerne.
Jeg skubbede tjeneren ned til dem. Hans beskedne smil brændte huller i dem. Nogle blev til støv og resten af dem smed sig på knæ og tilbad ham til tonerne af Sing Sing Sing. Mon ikke det var Gene Krupas trommer der overtalte dem?
Han sidder naglet til tronen i den lille lerklinede hytte der nu er hans palads som han ikke kan se øjeløs som han er nu med munden tvunget op i et vedvarende skrig som han ikke hører med ørerne spartlet ud med hård lort.
Foran paladset står en død palme i hvis top en klamydiaramt koalabjørn sidder og sukker dybt. Den har mistet sit køn. Den er storvezir og dermed lidt mindre ulykkelig end sultanen i sit palads. Den savner Australien.
For foden af palmen ligger koalabjørnens køn. Det stønner lavmælt i den stærke sol. Det prøver ved forskellige symbolske sammentrækninger at kravle eller krybe eller mave sig ind i mørket i paladset for at undgå udtørring.
Ouroboros ligger helt stille rundt om sultanen hals. Berøvet de fleste af sine sanser er sultanen meget opmærksom på sin krop. Så Ouroboros må være helt ubevægelig for at undgå opdagelse. Så den kan ikke bappe på sin hale.
Ouroboros er helt straight. Selv som cirkelform er det muligt. Både på en cirkel og lige linie kan du lave så mange stop du har lyst til. Selv på et symbolsk køn der skrumper i den stærke sol kan du stoppe så mange gange du har lyst.
Den tørre luft tørster efter det vand der befinder sig inden i mig. De visne palmeblade der skraber mod hinanden er dens raspende stemme. Den tigger mig om mit vand og jeg sveder stærkt for at efterkomme dens ønske.
Lige oven over mig dannes en lille sky. Den er sort og fra den skyder lyn ned på mit næsten skaldede hoved og sætter mine 2 millimeter hår i brand. Lykkeligvis er der dannet en tropisk orkan med heftig regn der slukker branden.
Sådan står jeg, lettere forbrændt i hovedbunden. En cirkelformet brandtomt stirrer munkeagtigt op mod uvejret der driver væk i en lige linie. Man kan næste se den stiplede linie uvejret må følge, helt uden at respektere jordens krumning.
Omtåget af selvmedlidenhed har sultanen vristet sig fri af sin trone og står nu med sine stigmata hvorfra blodet fosser vægtløs. Først er det en mægtig ildrød krone med stjernerne, månerne og planeterne som diamanter.
Dernæst er det et ansigt der vokser til det ingen menneskelig skala har og dermed er det frygteligste der kan være. Og det smiler medlidende til os. Håbet har ingen plads i os mere. Vi er alle fortabte.
Mere tåbeligt kan det ikke blive. Det er som ungdommen, som våren, idiotisk. Fuld af hysterisk fuglesang der varsler ondt men i sidste ende er som vådt krudt. Og ud af denne vår træder Bobby McGee.
Bobby McGee omfavner sultanen og kysser hans hullede hænder og fødder og lover ham at de nok skal heles fint. Da sultanen kommer sig over sin befippelse føler han sig lidt mindre fortabt. Blodansigtet er dødeligt fornærmet nu.
Ansigtet eksploderer og regner ned over Ægypten uden nogen bemærker det. De er vant til de arabiske årstiders kommen og gåen: vand til blod, frøer, myg, bremsesværme, pest, bylder, torden og hagl, græshopper, mørke og død.
Det regner med rabatkuponer fra månen der hænger så fint over Frederiksberg denne midsommeraften. Med dem får vi en fordelagtig rabat på alting man kan købe for penge: en grill der står funklende ny i haven.
Som blodansigtet har den heller ingen reel skala. Den varsler nemlig døden for en masse svin og kyllinger og en smule okse. Og døden har mig bekendt ingen skala. Det kan nok så mange rabatkuponer ikke dække for.
Det kan Gaias børn tale med om, Lazarus børn som de også er, venner med svinene og kyllingerne og okserne og kullene der rister os alle i sidste ende. Weber er helvede. Weber er afgrunden. Dommedagsspalterne.
Deprimerede hobbitter vakler sårede på sjæl og legeme rundt i Rabalderstræde. De er så satans sippede. Jeg har på forhånd opgivet at tale dem til fornuft. De vil ikke tage deres forpulede narko. De vil ikke stikke den fuckin kanyle i armen.
Jeg har puttet Frodo på spid og sultanen danser rundt om bålet i sit bastskørt. Og da solens stråler rammer os, skinner vi som guld og kimer som klokker. Frodo har sprød svær. Vi nipper til den men værger os ved at skære for.
Den tomme champagneflaske ruller rundt om hjørnet på hospitalsgangen og bliver stoppet af en beskidt Ecco-sko. Det er sådan ægte fjendskab ser ud: hospitalsgange, Ecco-sko og champagne.
Det skulle havde været et brokadegardin og det skulle havde været bløde blanke lædersko der aldrig havde rørt jorden og det havde været en sultan der havde fået bortamputeret hænder og fødder som straf for sin uterlighed over for sin moder.
Vi skulle havde haft serveret Frodo i store lunser på guldfade, og industrirobotter i liberi skulle mekanisk have hældt champagnen i vores munde som er evigt vidåbne af forbløffelse. Vi er sgu på et slot for helvede, sådan helt rigtigt.
Vi er på skadestuen og vi har trukket nummer 666. Forskærerkniven smuttede og skar fingeren med ringen af. Jeg puttede den munden, det havde jeg hørt var en god ide og straks blev jeg usynlig, så det bliver aldrig min tur.
Det er mærkeligt at have en sprødstegt hobbitfinger i munden. Det er mærkeligt næsten at kunne smage hvor godt den ville gå sammen med en lidt sød champagne. Det er mærkeligt at føle skam over det.
Skammen her på stedet er et resultat af at tyngdekraften er sat mere eller mindre ud af spillet. Ikke helt, men nok til at der svæver muligt rundt i luften, især skam som ellers er så tung og ligger allernederst på jorden.
Tyngdekraften var min fjende. Den tyngede mit legeme mod jorden, knuste det, malede det til et fint gråhvidt støv der føg i halvlyset hen over de iskolde golde flade sletter der er den verden vi bebor.
Skammen er til at leve med når alternativet er tyngdekraften, det svin. Især hvis man tænker på at skammen ingen vægt har nu. Skammen er det letteste vi har nu. En lillebitte kolibri er den, der pænt i kø venter på sin lækre pizza i Cuzco.
Møjsommeligt tænder pizzabageren op i den tynde lette luft. Pindebrændet kan ikke nå helt ind i ovnen. Det er for kort men meget let. Pizzaerne svæver lidt over tallerkenerne og forbliver derved sprøde nedenunder.
Skiltet der svæver over pizzeriaet forestiller en tom champagneflaske der knuser kraniet på en gudesmuk tjener. ”Århus i mit hjerte, Europa i min lever, skreg vi” hedder pizzeriaet på en slags legesyg måde.
Nu da tyngdekraften er svækket er lim og snor og velcro i høj kurs. Vi vil holde alle i hånden der har snor og lim. Vi krammer dem. Vi klynger os til dem. Vi klæber. Vi er ikke til at slippe af med. Vi er ulidelige.
Det har aldrig været let at være rig, men nu koster det ens nattesøvn, ens sjælefred, ens ørenlyd og det hjælper ikke at bygge høje mure, nasserøvene svæver bare over som store flokke af fede grådige engle der vil kramme.
Vi er Gaias engle, Lazarus’ engle og på vores harper spiller vi Yellow Submarine med fynd og klem. Vi er det der besatte dig. Det du ikke kunne uddrive. Vi er stortrommen i en rigtig dårlig sang af Beatles.
Vi er det jeg venter på, du er den der kom. De er det der faldt fra hinanden da de svage kernekræfter gik. Det hele er det henfald i visse elementarpartikler som udebliver nu mens i hører nogen der gik væk.
En engel, en lille fed gud i plastiksandaler, en gorilla der sidder på mit. bryst og lugter af motorolie, også lyden af en Harley i tomgang. Selv om jeg undslap aben ville jeg på ingen måde vide hvordan man fører en motorcykel.
Et pindsvin martret af snegletørst øffer gennem haven. Sneglenes død har som alt andet ingen vægt, men syet sammen bliver de et gigantisk solsejl der langsomt fører pindsvinet ud af solsystemet.
Da det passer Pluto tænker det stille for sig selv at der ingen grund var til at detronisere et så mystisk himmelobjekt. Måske genopstår Pluto som den sande underverdens gud? Og hvem gider så være planet?
Oh, at omløbe solen i en excentrisk bane, omklassificeret til dværgplanet, evigt rokket af drabanten Charon, i bunden rotation!! Det slår alligevel de vidtstrakte tomme fodboldbaner ved Vestvolden i evig skønhed.
Allerlængst borte, ovre ved Illuminatis klubhus, leger en dreng med sin hund. De er kun lige præcis synlige. Jeg kan se at hunden gør af oprømthed men ikke en lyd når frem. En kvidren af fugle, som et pindsvin der forlader solsystemet.
Hundestjernens gøen ekkoer gennem galaksen. Pindsvinet kryber irriteret i skjul under brændet. Jeg råber at Sirius skal holde sin kæft, hvilket bare hæver lydniveauet en del. Men på en eller anden måde mener jeg at det lyder voksent.
Charon sidder i sin flodbåd og klipper tånegle mens han håner mig. Jeg ligger bagbundet i hjørnet på en stak mugne sække. Fra min position på gulvet kan jeg se hans kæmpe lem under hans korte kjortel.
Jeg prøver at analysere min reaktion på hans lem. Jeg kan ikke finde ud af om det foranlediger ham med mere autoritet gennem fremmedgørelse, eller om det bare er min position på gulvet der nærer min underkastelse.
I mit hovede passerer Charlie Chaplin som Hitler hastigt igennem. Han har sit eget kæmpe lem som overskæg. Det er sløret i begge ender. Det rager ud over vores dimension. Enderne har deres helt egen.
Foran på hans uniformsbuks er stor blodige plamage. Plamagens midte er så sort som noget, og i det sorte er der stjerner og en af disse stjerner er solen som pindsvinet vinker farvel til og det er her vi andre mister det før vi lærte det at kende.
Pindsvin hed Charon. Det gør det ikke længere. Nu hedder det Ængstelsen og farer lysende hen over min nattehimmel. Mens det bliver stedse varmere haster vi mod observatoriet uden at vi ved hvorfor.
Jeg er Murren. Så når jeg ser mig selv passere langt borte i vintermørket løber jeg mig koldt ned af ryggen mens jeg fyldes af en dyb Medlidenhed for mig selv. Vintermørket, oplyst af Ængstelsen og derfor så meget mørkere.
På bjergets top. På den sylespidse tinde. På den ulvetandede tinde. På den slangetandede tinde står jeg usikkert i gift til anklerne og rækker op mod kometen. Svimmel af at række så meget mister jeg mine fødder.
Ængstelsen eksploderer. Måske lydløst, måske med et skrald aldrig hørt magen til. Måske med et blændende lysglimt som oplyste København en Oktobernat, måske ikke, for reglerne blev skrevet om derefter.
Nu er Ængstelsen og Medlidenheden over alt og Gaias Børn, Lazarus’ Børn forvitrer til støv i de iskolde vinde der blæser over den flade slette som vi bebor. Til nanostøv, lidt mere intelligent end en snegl spist af et pindsvin.
Jeg savner den piggede Charon som hun tårnede sig op over Sydhavnen og vogtede over os alle. Jeg mener, bare lidt herfra herskede kaos. Flokke af Gaia’s børn jagede rundt i gaderne og flåede jeres hoveder af.
Antikrist står på midt Rådhuspladsen. Gaia’s børn står med deres papskilte og bannere og kræver regeringens afgang. Tornskaden træder frem på balkonen og galer. Overdøver Antikrist med sin afsindigt høje galen.
418 tænder har Antikrist i sin flab. Så mange tænder kræver en afsindig bred flab. Så bred at enderne rager ud over vores dimension. Alle disse tænder skærer han i irritation over Tornskaden. Det ekkoer i andre dimensioner.
Alle børnene danser som vinden til Tornskadens sang og headbanger til tændernes ekko. De danser boogie-woogie og glider rundt i blodet fra alle de døde der danner et usikkert underlag for dans i hele København.
I er sådan set alle døde. Men som så mange gange før ved i det ikke. I bliver ved med at strømme til stemmeboksene når i bliver fremmanet. Jeg skjuler mig mellem jer når jeg sætter mit ynkelige kryds ved Den Store Ødelægger.
Det er ved Borgbjergvejs start at jeres verden slutter. Her ude rager folk rundt på vejen med en selvsikkerhed så enorm at den danner en uigennemtrængelig kuppel rundt om bydelen. Kraftløse hamrer i jeres rådne hænder mod den.
Ligene hober sig op i gaderne og alle de levende og de døde løber på kryds og tværs. Antikrist står øverst på et gigantisk bjerg af lig. Fjer fra Tornskaden sidder i blodet omkring munden. Er Antikrist en mand eller en dame?
Vi stopper op midt i al kaoset for at tænke lidt nærmere over det. Men det er svært at nå til en konklusion når ens hjerte, stadig dunkende, ligger i hånden på en udød hvis køn ligeledes er lidt ubestemmeligt.
Tornskaden var en fugl der havde regeringsmagten til sin død. Men fordi den var en fugl havde den intet køn. Det var sært bekvemt for os alle. Aldrig så snart den satte sig i regeringssædet før vi havde delt barselsorlov.
Stadig dunkende ligger regeringsmagten i en udøds rådnende hånd. Ingen vil have den, den stinker af død nu, af udød, vaklende løbende flænsende sært kønsløst gennem efterårs kolde gader som smattet af nedfaldent løv.
Døden har ikke et køn. Når kødet er faldet af knoglerne står vi som isbjerge fremmede overfor jer. I kan påsejle os og I kan forlise men vi forsvinder bare lige så roligt som en brølende komet eller en festival.
”Jeg drak te” er skæbnen i en snæver vending. Det er glædesløst og nærigt. Som vi alle ved er te en varsler af katastrofer der er sket. Te forsøger at heale tidens gnavende tand. Men væske gør sig dårligt som fyldninger.
På marken ligger festivalens døde tilbage, rullet ned i fordybningerne, i hestehullerne, i festkraterne som fyldninger på The Dark Side of the Moon. Men de døde gør heller ingen modstand som fyldninger i det ødelagte landskab.
Kommunen sender betonkanonerne, for vi skal sove med fiskene skreg hestehovedet i fodenden af sengen. Men graveren er allerede ved at klappe gravene af. De ligger uendeligt som mulvarpeskud med Stedmoderblomster på toppen.
Sekstusinde år, plus/minus, har denne festival pågået. Og der er dem der utålmodigt har ventet siden genesis på at hovednavnet skulle gå på lørdag aften. Vi havde alle troet at det var Anti-Krist. Men skuffende nok var det Tornskaden.
Tornskadens barske triller ruller udover dalen der er proppet med Stedmoderblomster. Om dem ved vi at de kommer fra det ydre rum og at de ikke kan føle kærlighed, kun begær. Tornskaden mener de er en slags kommunister eller fra ISIS.
Vi hænger på vores kors og nynner med på nationalsangen da landsholdet løber på banen. De skal spille mod blomsterne. Allan Simonsen har leer som arme, Michael Laudrup er en mejetærsker og Morten Olsen er gift som spreder sig i vinden.
De blomster burde holde sig fra vores dimension, de skulle ikke lave uigennemtrængelige kupler rundt om Sydhavnen, de skulle ikke vokse på vores grave, de skulle ikke kilde vores tæer som vi hænger der på korsene.
Før Allan og Michael så meget som har fået fnyset lidt og skrabet i jorden med klovene, har Morten Olsengiften fået nedkæmpet truslen. Det før så spraglede skue er nu så gråt som asken fra en kristen spejder.
Seks milliarder par hænder ryger i vejret fra bunden af gravene like we just dont care messede Tornskaden: insane in da membrane/ insane in da brain. Thugz Mansion skreg hun!!! Men her havde hun gjort regning uden vært. Vi tav.
Det her er eddermame ikke Thugz Mansion, det er Ikea, Computer City, Silvan, Rosengårdscenteret whatever i en stor pærevælling, ikke et sted hvor du kan være i fred for spaderne. Det her er slet ikke et sted hvor du kan trække vejret frit.
Kongen af Amerika ejer den luft du trækker nu. En øre pr. vejrtrækning koster det nu. En øre koster det hver gang du ønsker dig et andet sted hen. Din hørelse koster det at ønske at sultanen stadig sad sømmet fast til sin trone.
I et øjebliks distraktion tænkte vi, kollektivt, på forskellen mellem kejserne, kongerne og sultanerne. I det mikrosekund indførte de delt barselsorlov og dødsstraf for de samme forseelser. Det giver en fifty/fifty chance.
Brugerbetaling på øjeblikke med edderkoppespind i morgenduggen og i tilgift får vi en ny krop med møntindkast og payperview med en betalingsmodel der er et sygt afkom af to rejsekort og med et klippekort som anstandsdame.
Som en bautasten står rejsekortet. Hun er en vildt træt anstandsdame. Som betalingsmodel er hun et fantasme. Som menneske er hun utilstrækkelig, som forælder en katastrofe. Det vidner den relativt ordinære gryderetten med hendes børn i om.
Hun ligger hovedet ind til Kongen af Amerikas bryst i et håb om lidt trøst. Men han er nærig, han holder vejret, han lever af havregryn med vand på, hans øjne er gravet ud for ikke at kigge på edderkopperne og asken fra spejderne.
Øjnene på sletten lader sig føre af vinden. Et strubehoved, gravet ud med den samme dessertske, slår følge med dem. Det prøver at holde trit ved en række rytmiske synkebevægelse. Det går fremad lige så stille.
Øjnene på sletten er de eneste øjne i verden nu. Vi deler dem. Vi bliver alle fortumlede når de sådan ruller i støvet. Vi får alle en voldsom kløe af støvet i øjnene. Vi får alle kvalme af den stadig skiftende udsigt som altid er den samme.
Man kunne kalde rutinen for hverdag eller for livet eller hamsterhjulet. Men det synes jeg er utilladeligt negativt. Der er en dyb angst i de øjne der siger sådan. Så dyb at jeg ikke vil modsige dem, så hellere lade dem rulle.
Som en mand der er bange for at hans hustru er bange for at han er hende utro selv om han både i sine tanker, både de lønlige og dem der lyser ud af hans ansigt, og højt siger at det vil han aldrig tillade. Aldrig nogensinde.
Som os der ser den sidste bus køre. Ikke bare den sidste bus, men den aller aller sidste bus nogensinde. Så uigenkaldeligt at vi står her helt overladt til vores egne kroppe der langsomt bliver knust af tyngdekraften og nedbrudt af solens stråling.
Helt her ude ved universets slutning. I det aller sidste øjeblik før hele butikken lukker. Her på strandbreden står vi, legioner af fantomer, og ser den alle sidste bølge dø i sandet og det sidste deforme geléagtige dyr udånde.
Jeg mener, inde på ring 2, lige ved Nettoen på Vigerslevvej. Ikke den i starten men længere oppe mod Valby. Lige der hvor de bygger en metrostation, tror jeg. Der sidder de stadig fast i bilkøen og stønner virkeligt irriterede. Næsten som om de har givet op.
Universets slutning bliver markeret af at folk på en ukarakteristisk, meget udansk, måde begynder at båtte i deres horn. De ruller vinduerne ned og læner sig ud og råber og enkelte stiger ud af bilerne og ryster deres næve over hovedet i frustration.
Lige før butikkerne lukker skal vi have handlet. Her ude er vi ilde stedt hvis vi ikke får handlet før midnat. Derefter er vi overladt til en uendelig række af tankstationer på Gammel Køge landevej. Især den notoriske OK tank som får os til at gyse.
Det her er både en iskold gold slette og Vigerslevparken som på sommerdage er præget af solpletterne på græsset, en behagelig kølighed og uendelighed på langs men ikke til siderne og især ikke den side hvor Vigerslevvej ligger.
Harrestrup kro holder ålegilde så hele Vigerslevvej dirrer i sensommervarmen. Fra vejen kan man ikke se et øje der inde og man kan kun høre jukeboxen nynne sagte, men fra facaden slår voldsomme lilla vibrationer.
De næsepillende taberfjolser, mugglerne, med deres grimme tøj kan ikke mærke det. Disse almindelige idioter, disse Tunnelmænd, Amagermænd til hobe, de føler intet, i modsætning til os der folder vores enorme florlette vinger ud.
Jeg står i mit grimme tøj og piller næse. Min Kildemoses bagskærm har jeg repareret med pakketape og sardindåser og jeg har sokker i sandalerne og jeg kan faktisk godt mærke de lilla vibrationer men vi har en aftale om ikke at lade os mærke med det.
Den hovne inspektør står og flasher sine enorme florlette vinger. De er beregnet til at flyve med pindsvinene ude mellem stjernerne. Som alt andet her på Vigerslevvej bliver de til støv i mødet med al den plads her er.
Alt bliver til støv i mødet med al den plads her er fordi der er al den her plads her. Selv boulevarderne med deres pelsklædte herrer med monokler forsvinder her. De gemmer sig i hjørnerne. Kun deres duelpistoler ligger ubrugte tilbage.
Ålegildet går altid lidt over gevind. Men først skal man op ad fire trin og gennem det tomme barlokale med jukeboxen. Så skal man gennem sin egen spejling, både som inspektør og som muggler og magiker.
Så står man i balsalen på Damhuskroen med det evige ekko af Lille Palle og kroppen kilet ind mellem to forholdsvis store svedige bryster i dans hen over det tomme gulv. Vi kan stadig kun høre festen fjernt og slet ikke ålene.
Vi må kæmpe os vej over en bred mudret eng. Græsset har gæssene spist og trampet ned og snadret rundt i. Jorden er let frossen under mudderet. Det er tæt på umuligt at holde balancen og vi kan intet høre for gæssenes skræppen.
En kugle rammer mudderet lige foran mig og sjasker skidt på mine hvide ridebukser. Vi står midt mellem to pelsklædte herre, hver med en rygende duelpistol i hånden. Deres dårlige monokler gør at de aldrig vil ramme hinanden.
Nu må vi opleve de navnløse rædsler ved et ålegilde i sale med grusomme proportioner. Portåbninger der fremkalder bundløs kvalme bare ved buernes runding. Ålenes fravær gør os vanvittige. Rædsel rædsel rædsel.
Navnløs navnløs navnløs. Navnløse er skyggerne der vrider sig på stenvæggene. De danser til stum musik. De stammer ikke fra skikkelser, de er en hån mod livet, de er det døde fra under vanviddets isklædte bjerge.
Kun kulde strømmer imod mig fra deres spidse tinder, deres savtakkede tinder, deres slangetandede tinder med giften rindende ned. Over mig er himmelrummet så smerteligt tomt for liv, for alt andet end kometen.
Evigheden er sort nu. Den sidste stjerne brændte ud mens jeg kiggede bort et øjeblik. Den sidste vulkan blev kold og forsvandt, eroderede bort mens jeg blinkede. Kometen griner oprigtigt begejstret. Overgivent, er det ikke det man siger?
Den snurrer rundt om sin aske for at vise os hvilket sus der er i dens nye nederdel. Den er sådan en slags skotskternet, men i rimelig friske farver og hendes kinder blusser og hendes latter er som sølvklokker og Kongen af Danmark.
Glasset med patentlukningen siger pfffumpf da det åbnes for første gang. I det er brombærsyltetøj med en anelse vanilje og kardemomme. Man fornemmer et tomrum i den hvor de døde piger går hen for at tænke.
De står der med deres flade sko med rem, uldne knæstrømper, nederdele og cardigans og rottehaler og blege anklagende ansigter med rande under øjnene. Hvis de var blevet voksne havde de aldrig puttet løg og salt i frikadellefarsen.
Den udkogte, usaltede kål i en opbagning på rigelig promillemælk rammer min tallerken fra et sted langt væk. Væden sjasker ud over min pæne t-shirt fra Acne som min hustru har købt til mig og som klæder mig og passer til mine øjne.
De melede kartofler gennembryder lydmuren idet de smadrer min tallerken. Den var jeg nu ellers glad for. Jeg sidder døv og fortumlet med mit smagløse og smadrede måltid og tøj der trænger til en ordentlig iblødsætning.
De har aldrig lært en ordentlig husførelse disse døde piger. De står bare der på den anden side af Styx med deres lortesovs som de hadefuldt kaster efter mig. De står så tæt at jeg ikke kan se landskabet bag dem, men det lugter af skimmel.
De døde før anstændig takeaway. Det ville ellers have gjort deres evighed en del lettere. De havde bare skulle gribe knoglen og ringe og så vente på knallertbudet. Så ville deres bombardementer havde været mere tålsomme.
Vi står nu i observatoriet der ligger oppe i de sylespidse bjerge og vi ængstes ved at lægge øjet til teleskopet for se nærmere på kometen. Vi ved at hvis den får øje på os, er vi redningsløst fortabt. Men vi vover.
Det er dens flab, som når fra den ene kant af teleskopets synsfelt til den anden, fuld af sylespidse tænder, som er det første vi får øje på. Og det onde øjne som nagler os til stedet. Og dens hånlige latter der runger gennem universet.
Latteren har en umenneskelig skala. Den er umulig at fatte. Den er større og mindre end døden. Og hvordan den trænger ind i teleskopet og hvordan den trænger ud af teleskopet igen er så ufatteligt at jeg fyldes med en kold tomhed.
Den stirrer mig i øjnene i disse kolde nætter og beretter om min snarlige undergang. Men om det i virkeligheden er dens egen ensomhed det drejer sig om får jeg en tanke om da jeg ser en tåre i dens øje.
Tåren ætser bjergkæden som jeg befinder mig øverst oppe på, væk. Jeg falder og falder, men under mig er der kun tåren som falder sammen med mig. Jeg kan se mit eget forvrængede spejlbillede i den overflade. Jeg er en blomst.
Vi ved at blomster ingen sjæl har. Og vi ved at de ikke kan føle kærlighed. Og vi ved at de er kommunister. Og vi ved at de hader cocacolaautomater og at de går i polyesterskjorter der stinker af had had had til kærligheden.
Rundt om Sydhavnen har jeg lavet en usynlig kuppel som intet kan trænge igennem. I er mine nu. Kærligheden er overflødig. Jeg ejer jer. Jeg behøver slet ikke forholde mig til jer. I er mig nu. Jeg er vores fælles rodnet.
Nede ved floden bor en enfoldig mand. Han er det eneste der ikke er blomster her omkring. Han er så enfoldig at han tror på vores kommunisme. Han er så enfoldig at han tror at vores omsorg for ham er kærlighed.
Hvad I ikke ved er at alt kød er græs. Det er et hierarki af tårer og af tænder der tygger og tygger. Ængstelsen og ydmygelsen, og dermed søvnløse nætter, står i kø i den nu lukkede Netto på Vigerlevvej, lige ved Vigerslev Allé.
Det er ikke metro de bygger der. Det er en udvidelse af banen mod Ringsted. Udvidelsen har fået alt andet til at indsnævres og gå i cirkler. Man bliver skidt ind og ud af zonen her. Som en lort suges man op og skides ud af det samme røvhul.
I ved godt at alt kød er græs. I har set det i skolen, skrevet på interaktive edbtavler som snappede efter lærerens fingre. Det er blevet hvisket i jeres ører en sommerdag på plænen og i kunne se græsset fortære koens ben.
I kan se det ved Damhussøen, lige ved Damhuskroen, lige der hvor folk fodrer fuglene. Der er intet græs kun kød der venter på hvidt brød. Som læreren ville sige mens tavlen åd hans fingre: alt korn er græsarter. Det fjols.
På søen ligger fuglene fuldstændig jævnt fordelt. Det er en understøttende foranstaltning for gråvejret. Det er søjler der rækker ind i himlen over Ring 2 og et stykke ned af Roskildevej og støtter den grå vej der oppe.
Fuglene spadserer fra Damhussøen og lige ind på øverste etage i Domus Vista og hakker spøgelset af en forhenværende rektor for Herlev Statsskole ihjel igen og igen. Kragerne og rågerne kigger på mens de drikker hendes whisky.
Spørgsmålet er om Gaias Børn og fuglene har så meget at sige hinanden på. Deres oprør er uden retning, en kuriøsitet, en arabisk årstid, en orange revolution, et ungdomsoprør, en eksamen ved en højere læreanstalt.
(I Hvidovre, ude ved vandet, hvor kometen forsøgsvis prøvede at slå ned, stod King Diamond på kælkebakken og holdt en beskyttende hånd over Langagerparken. Parcelhusejerne i første række ud mod vandet var taknemmelige.)
En svartbag sidder fast i skorstenen. Jeg tænder op. Selv en bebuder af de arabiske årstider skal ikke prøve at trænge ind i mit hjem. Brændt er den i den ene ende og skambidt af økonomien i den anden ende der stikker ud af skorstenen.
Det er en hjerteløs tid vi lever i. En gigantisk fabrik spyer død op i himlen. Læderklædte kæmper med dødningeansigter og hornbesatte hjelme bevogter fabrikkens porte. Her laves de blødeste lyserøde sweatre af økologisk vicunauld.
Disse vidunderlige lamaagtige dyr barberer selv ulden af i det spæde forår i det højest Andes. Tæskebaskede på højkvalitets kokain overleverer de ulden til små søde indianernisser i smukt hjemmelavet tøj.
Nisserne bliver fanget af kapitalisttrolde der æder dem og stjæler trylleulden og laver dem til lækre designsweatre på deres dødsfabrik fra det dybeste fucking helvede. Det er sådan økonomien virker. I glemmer det bare hele tiden.
Men det er den skambidte og halvt forkullede svartbag skideligeglad med. Den er kommet i klemme mellem markedskræfterne, mellem oligarkerne og anarkokapitalisterne. I klemme i olehenriksensteinbaggerentiteten.
Olehenriksensteinbaggerentiteten passerer i det fjerne. Den ligger i skarp forfølgelse af Murren som den vil brande og pakke i en jernjomfru til umiddelbart konsum for de cocacolaindsovsede egern i sugerørene.
Disse klistrede konsumofre har det til fælles med svartbagen i skorstenen at de er fanget i noget meget smalt og vertikalt som udelukkende er hierarkisk. Alle er herrer og slaver, undtaget den sidste og den første. De er bare fortabt.
Det er her vi møder koalaen, storveziren, igen. Den kan skimte friheden, tror den, bag sultanens brede røv. Den ville så gerne bytte plads med sultanen. Den kan bare ikke se pigtråden der er viklet stramt om den del af sultanen som er i fri luft.
Rundt om sultanens blødende krop svæver blodophidsede krager der vil slikke blodet af ham. Men de kan ikke komme til for de mange lag pigtråd. De er blev vanvittige af blodtørst. De formidler, de formidler.
De jobber prisen op på blodbørsen, de blæser blodbobler. Tusinde næb, millioner af næb blæser en blodboble på størrelse med os alle sammen og da den brister falder vi alle med ind i det stjerneløse mørke.
Atten tusinde milliarder sole sover her inde i mørket. En nathue til hver var nok til at alting falder uendeligt indad for altid. Det var så uendelig en omkostning at to ugentligt bade til pensionisterne var vand ved siden af.
Liggesår får solene herinde. Der kommer ingen og vender dem og snakker lidt med dem. De ligger bare her, række efter række, på en sovesal på størrelse med universet. Gardinerne er syet af mørkt stof og økologisk vicunauld.
Ud af liggesårene flyder nyfødte egern og krager. De ved ikke hvad de skal stille op her. De er blinde og de er rædselsslagne og de kan ikke finde Moder Sols patvorter. Patvorterne er et univers væk og kommunen er helt fraværende.
Universet hedder Tøndersagen og borgmesteren hedder Fritzel og maden til pensionisterne er pakket ind i kryptonit og smålighed og had, frem for alt had, og østarbejdere og nigerianske ludere og rockere i Vanløse.
I Oort-skyen flyder Nemesis lidt formålsløst rundt i noget der minder lidt om Rødovrecenteret. Den overvejer lidt om Plet skal have en ny hundekurv eller om den skal styrte sig skrigende ind i solen og udslette alt.