Den sejrende Ikaros (et normenmix) en irritation, et udbrud, selvhad

15 plakater  120x 80 cm med et uddrag af nedenstående tekst  2015

en ufuldstændig og redigeret tekst 2016

Den sejrende Ikaros  (et normenmix) en irritation, et udbrud, selvhad

Det er ikke fordi jeg ikke elsker solen. Det gør jeg. Min hustru er solen, mine børn og min familie er solen. Plet er solen. Det er den brændende klump på himlen som er mig imod. Med sine stride vinde blæser den min krops molekyler væk. Den brændende klump på himlen. Den brændende klump på himlen, er rædselsfuld. Den bringer liv og død. Hvor arrogant kan man blive?Du er i din ret til at spørge om hvorfor jeg skulle flyve helt der op og jeg er i min fuld ret til at nægte dig et svar. Jeg vil faktisk mene at du skulle passe dine egne sager og lade være med at fortælle moraliserende historier om mig. Min far pusser Minotaurus på dig hvis du ikke stikker piben, snuden og din forbandede nysgerrighed op et vist sted. Du, livets jomfru, bliver dernæst spist af dyret i labyrinten, i hamsterhjulet, i din ansvarlighed med et glas god vin i hånden. Du vil vågne op, spist af dyret og med nogle vanvittige tømmermænd som vil vælte over dine grænser i et forsøg på at undslippe dig. Og i vil alle vandre hvileløst rundt i dyrets tarme mens i bliver jaget af bændelormen Minitaurus som er en fucking lille led satan. Jomfruer! Jomfruer!! Jomfruer!!! For helvede, der er et helvede til alle også de uskyldige og det er dit liv!!!!

Det er det der er mit mareridt. Dit liv er mit mareridt. Jeg kan ligge søvnløs om natten ved tanken om dit alt for lange liv. Du er faret vild på min motorvej i et forsøg på at undslippe dig selv. Du vil til mit Sverige. Men der bor vi alle også. Det er noget lort. I Sverige skinner solen også. Den brager ned over de svenske skove. Den prygler træerne og lader dem en eksplosiv kraft. I Sverige eksploderer træerne i ya face. Vi står i kæmpe flokke i de svenske skove gennemboret af træflis og ligner lort. Og på himlen hænger solen i sin trepunkt ophængning og griner, skraldgriner af vores godtroenhed. At tro på Sverige? HAHAHA Men nu var det E45 vi kom fra, hvor vi hele tiden, på motorcykler, bliver ved med at påkøre feltets stjerner og såre dem uopretteligt. Og på himlen hænger solen og håner os. Med sine lange beskidte negle skraber den atom efter atom af dig til du er gennemsigtig. Og til sidst kan vi alle se solen altid gennemsigtigt som alt vil blive og så er der ingen nat til os længere. Intet sted at gemme sig.

Og det er her at jeg svinger mig op himlen, båret af mine blanke sorte vinger. Jeg flyver og jeg flyver og til sidst når jeg op til solen som jeg uden dikkedarer puster ud. En sort klump er den nu, stadig varm nok til at stege et spejlæg på og snart kun varm nok til at ligge sig på. Blød som nylagt asfalt en sommerdag, med dine legekammeraters stemme i ørene ligger du der et øjeblik med lukkede øjne og nyder dem og træernes susen. Og om et øjeblik til er du på benene og kaster dig ind i fodboldkampen igen. Troede du, for nu er det aften og månen hænger over legepladsen og du er helt alene. Du fryser lidt og et ekko af en børnelokker runger stadig aller yderst i Minotaurus horn. Og dem der banker bøsser i parken om natten er så småt kommet op af deres huller. De svin. Og du ved godt at du kan få ørene i deres maskine hvis du ikke passer på, for i mørket er alle børn bøsser. Men månen, månen!! Udsletter dem! Alle til hobe, kværner dem til støv. Månens vildskab køler dit barnehjerte, gør dig stolt af den gamle måne, får hårene til at gro ud af alle din krops huller. Du falder ind i et dybt favntag med den sejrende Ikaros. Og mens i står der og knurrer ildevarslende i hinandens favn, åbner månen forsigtigt sin barkede næve og i den ligger solen og sover. For jeg, den sejrende Ikaros, er ikke nådeløs. Solen skal bare sover altid. Altid, altid, puttet i månens hånd som er foret med dun som er flået ud fra den brændende Fugl Føniks fjerdragt så solen i sin dybe søvn føler sig nær udslettelsen som den bærer så dybt i sit hjerte.

Det ville faktisk være forkert at sige at jeg elsker solen. Helt forkert. Jeg er Ikaros og jeg har hørt jeres sladder om mit fald. Sandheden er at jeg aldrig faldt. Jeg slukkede solen og det i så falde var alt andet end mig. Jeg er den sejrende Ikaros. Jeg er DEN SEJERENDE IKAROS, for helvede.

Vi ser igennem os. Det er frustrerende at være gennemsigtige. Vi er her bag den slukkede sols kulisse og roder rundt efter en lygte. Bagsiden er sort velour. Tykt blødt velour, måske en anelse lilla, med en fjern lugt af patchouli og uvasket hår. Han/hun sidder der på en beskidt madras med et tomt bæger yoghurt i den ene hånd som er lige ved at tabe det. Hun/hun er død. Det er svært at give nogen skylden for det, men i prøver og på den måde bliver i mere gennemsigtige. I stikker jer på kanylen som går hele vejen gennem han/hans krop. I skulle aldrig havde givet hun/han et sidste kram. Kanylen sidder i hånden på en som i ikke kan se tydeligt. Men i fornemmer stor venlighed og til sidst et smil. Jeg bliver nærværende et øjeblik og lyser for jer og der, der ser i E45, helt tom og med flyveforbud så vejen ikke bliver bange. Kærligere bliver det ikke: en tom vej så vi kan komme væk herfra og den holder kanylen med liter af heroin. Det er medicin, det er kærlighed, det er visdom, det er velfærd, det er retspolitik og kærlighed, kærlighed, kærlighed. Det er døden. Det er dig. Det er dit liv og det er det jeg frygter mest. At skulle stå bag den skranke du står bag. Det er det der er kærlighed og så den der kæmpe kanyle med omsorg og en sang af en mand med et kæmpe fuldskæg. Jeg er kussesaften i hans skæg. Jeg er spermen i hans skæg. Jeg er champagnen i hans skæg. Jeg er flyveforbud over E45.

Jeg må slukke den sol. Den skærer i min hjerne. Den er racistisk den sol. Fascistisk. Ond. Moderne. Den er Phuket på en dårlig dag. Den er Milosovic, Lars Løkke, den er all-included, den er the hippie trail, den er en conga line, den er dit liv, den er crossfitt, den er velfærd, den er dit liv som er det jeg frygter mest af alt. At skulle besvare dine telefonopkald. Sove i din seng. Køre dine børn til spil eller nazist. Spise din mad. Se din porno iført din slåbrok mens du brokker dig over dit liv. Blive skilt fra din ucharmerende ægtefælle mens solen brænder kødet af dine knogler. Så hellere have vreden i de der vinger og flyve op og slukke den der solen som i elsker så meget at jeg hader den inderligt.

Dit liv er dit liv. Det er online, det er rejsekort og kildeskat. Det er mad jeg ikke bryder mig om og fjernsynsudsendelser som er mig imod. Det er en hund med et forkert navn. Det er din modløshed og din optimisme. Din begejstring over noget som efterlader mig fuld af foragt. Jeg er spermen i dit skæg og du er mit E45 som vi alle vandrer modløse på, fortabte. Vi er rasende på dig vi vil flå dit strubehoved ud ud ud vi hulker af taknemmelighed over at vi må passere dig på vores vej til mit Sverige vi flår dit patetiske strubehoved ud dit stemmebånd som klinger af rådvildhed over at alle løgnene viser sig at være løgne alle løgnene om den verden som du troede var smuk og velordnet ikke engang din skide liguster er en liguster den er fucking bøssepest i din røv alle dine privilegier er løbet ud og endnu engang bryder du sammen ved at udsigten ændres af hundeluftere i forkerte farver og former.

Mens solen brænder kødet af dine knogler så du står underligt svedent og skeletagtigt og frygter fremtiden. Mens solvindene maler dig til et fin gråhvidt støv der blæser ad E45 til Sverige hvor du indgår i noget potatismos. Mens de millioner som netop jublende har omskåret sig smører blodet på din ligusterhæk. Mens Jerusalems mure falder igen og igen ved deres skingre og taknemmelige og uhyggelige trut i vædderhornene.

I vagttårnene står de rådne og sjælløse. Som blomster vogter de på alle som vogter på alle de andre. Jeg passer på min venstre fod mens du passer på at min højre holder sig i skindet og nogle andre holder øje med Lars Løkkes undertøj og andre med Tornskadens skattefradrag og eventuelle homoseksualitet og vi alle har hovedet dybt oppe i vores egen røv, fordøjelsen er ikke til stole på og vi kan aldrig huske hvad vi spiste i går for vi er lammede af skyldfølelse over vores lår og maver. For vi er fede skriger vi mens pisken flår vores rygstykker til blods, vi er syndige, vi er 42 kilometer selvhad. Vi er de rådne og de sjælløse der ved grænsen med tohåndsværd hugger alle ned der ikke har en trailer fuld af afladsdiscountafgiftfri øl. Sovsede ind i blod tyller vi bandarolefri Barolo ned i litervis. Vi vasker jeres blod af i Barolo, vi læsker vores rådne svælg i Barolo. BAROLO FOR HELVEDE!!!!

Overfor dig sidder en sagsbehandler. En rådden sagsbehandler. Med ansigtet siddende skævt af råddenskab. Med øjnene hængende ud af deres huler. Det ene sprængt. Dine fremmede papirer er ulæselige. Gennemtrukne som de er af blod og kropsfedt og ligvæske. Det her er Sankt Peter, den røv, og det her er Perleporten, og du er død. Det her er døden. Det her er E45 og jeg er flyveforbudet. Jeg er en dødsens træt F16 pilot der bomber og bomber og bomber og bomber og bomber bomberbomberbomber. Jeg sagsbehandler dig fra min flyvende fæstning. For du er IS, du er alt andet end mig. Du er en pik og en røv. Du er ikke afgiftfri Barolo, du er ikke det lækre og lidt syndige tilbud fra Irma, du kan ikke engang vaskes af med 42 kilometers selvhad. Det eneste der hjælper er Barolo og måske en iPad og et skarpt tohåndsværd og mig allerøverst på bjerg af lig af grænseoverløbere.

Men det hjælper ikke dig, det bliver sagsbehandleren ikke mindre rådden af og nu er dine papirer, dine værdifulde papirer, disse papirer som du ikke eksisterer foruden, uden disse papirer er du knap en fodnote, knap nok et nærområde og da slet ikke et menneske, og nu er disse papirer foldet så smuk som det nu lader sig gøre gentrukne og af fedt og blod, nu er de foldet til en papirflyver som trodser flyveforbudet over E45. De løfter Ikaros op mod den forbandede sol, feriesolen, Phuketsolen, allincludedsolen, ikke den sol der så ubemærket hænger bag oktoberskyerne og holder os i live gennem den tilstundende vinter, nej, det er Phuketsolen papirflyveren løfter Ikaros op imod, Ikaros Med Skumslukkeren, Ikaros Med Brandbilen, Ikaros Af Det Stigende Hav, Ikaros Chartersolens Besejrer, Slavesolens Banemand, den solen der skinner på jeres villige thailandske tjenere, den solen der skinner på jeres rådne imperialisme og jeres totale foragt for andre, den solen der skinner på de brændende skoler med hagekorsene, jeres nazisol. Men du står stadig uden papirer, de flyver jo rundt der oppe nu, og så kan du ikke sagsbehandles, du eksisterer ikke, kun som blod på et cellegulv og hjernemasse på væggene i en ungarsk koncentrationslejr, kun som en luftigt fænomen. Der er ingen der kan se dig, kun Frontex der sidder som en beregnende vampyr i det udgåede træ og omhyggeligt sørger for ikke at suge dig tør.

Mine papirer flyver rundt i den brændende sol
I dens vinde

De er det segl jeg skal passere igennem for at blive forvandlet
til borger

Mine papirer er solen, som jeg flyvende, med mine hjemmelavede vinger pålimet med dødelig dum og uendelig gammeldags voks, prøver at fange
Det er som sagt en nazisol.

En brændende svensk skole
Jeres papirer martrer min sjæl

Jeres følelser er forkerte. Uendeligt forkerte når de forvandler sig til brændende svenske skoler
Jeg overløber solen

Tramper den flad, smadrer den, slukker den, bare ved at komme her, så langt kan ingen flyve, så langt kan ingen i nød anstændigvis flytte sig og stadig være i nød, så meget i besiddelse af en telefon kan man ikke være og stadig være i live og ikke et uspecifiseret sultent afrikansk barn med opsvulmet mave med fluer omkring øjnene. Det er følelser der vokser i fotoner og følelser der gror på Facebook. Det er en gråmeleret masse af oprørthed. Det er had. Den eneste følelse der dækker alt det Ikaroshalløj. Det er den fede bondefølelse, den uendeligt velnærede følelse der næppe hæver blikket fra ploven eller skranken eller kateteret, som næppe er stand til at gestikulere med kniplen uden at knuse kranier eller bygge hegn. Den følelse der næppe hævede blikket fra flippermaskinen da tanksene rullede over Den himmelske freds plads eller da handelsdelegationerne savlende flokkedes om jeres nazisol mens de skøjtede rundt i det rådne blod på parketgulvene og snadrede i studenternes lig.

Ikaros!! Han er så uskyldig og hans uskyld er åh så moden. Moden til at plukke og udnytte politisk. Ikaros udbryder ”der er friskpresset juice!! Der er nybagte muffins og en kok der lyder mit mindste bud!! Dette må være et godt sted! Der er fladskærme over sengen og en uhyre avanceret computer med kunstig intelligens der konstant siger pæne og indsigtsfulde ting om mig og roser mig for min himmelfærd og mine sorte stålvingers kraftfulde og formfuldendte design.”. Ikaros lader sig besnære af de onde, han hører ikke giften i deres stemmer. Langsomt opløses hans træk. Ynglingens friske og godmodige træk forsvinder og inden vi ved af det sidder han som vissen og rynket hestekonge på en tronstol i Rohan og lader slangens giftige tale formørke sit sind.

Men med et, en skønne dag, vende han sig væk i afsky. Dette kan ikke være sandt! Det er bare smiger! Et øjeblik var jeg Nasar Khadar, naZir kandahar, nosser charthart!! Oh rædsel!!!!!!!!!! Formørket formørket formørket var jeg, syrisk formørket i den borgerlige skumring, i aftenlandet, i aftenlandet, i aftenlandet under en gadelygte står jeg med frakkekraven slået op og min trofaste totensläger i hånden i lommen afventende en flygtning jeg kan smadre og fravriste vedkommende vedkommendes iPhone. SVIN!!!!!! Ejer du noget, er du nogen, bønfalder du mig ikke din tølper, jeg er super integreret, jeg er superKhadar, jeg er ALT!!!!! jeg foragter dig din lus!!!!!

Oh rædsel, jeg var Khadar!!!
Jeg var rådden indeni, bundrådden.
Og det går ikke for helvede
jeg er Ikaros
jeg skal jo flyve
jeg fløj
jeg er væk
i kan ikke se mig mere
jeg er ikke på himlen mere
jeg sejrede

Derfor er himlen tom, derfor er der flyveforbud over E45, der er ikke plads til noget på himlen mere, mit fravær kuer jer, i kan kun se mig styrtende i havet mens i ignorerer mig, mens i pløjer jer gennem mulden med røde og fede bondekinder, mens i kontemplerer grundskyld, grundskyld, grundskyld. Med blikket rettet mod jorden, alt hvad vi ser er brunt, brunt, brunt, en lidt grålig brun, ikke solen, den har jeg slukket. Der er ikke noget til at formilde den tilstundende vinter.

Her er vi så, efterladte på en klode der langsomt iser til. Jeg er svøbt i bæverskind og på mine fødder har jeg dejligt varme mammutsnabler og mit hoved har jeg dens forhud og på mine hænder dampede nyafhuggede bjørnehoveder. De er store klodsede og men foranlediger mig med stor pondus. På min slæde med meder af mammutstødtand ligger bjerge af makrel. De skal ryges og serveres med røræg og purløg på rugbrød. Men purløgen har fået frost og smager af ingenting!! Af ingenting, hvad gir i?? Og smørret er stenhårdt. Så hårdt og skarpt at jeg kan bruge det til at dolke en kinesisk investor, en russisk investor, en investor fra Ghana.

Imod mig kom NaZar Kadhar. Han har ingen slæde med. Kun noget han vil sige. Da han åbnede munden var det med en lyd som når man sprætter en fisk op. Han kigger mig i øjnene, han ignorerer bjørnehovederne på mine hænder, han fornægter min autoritet, han snakker om Syrien som hans familie stammer fra og om at de skal bombes tilbage til stenalderen. Lidt syrligt bemærker jeg at der er vi næsten allerede. Hans store firkantede hoved blinker lidt med øjnene. Hans ellers så nydelige og passende jakkesæt er virkeligt malplaceret her på tundraen. Det er ekstremt upassende faktisk. Ikke bare fordi han dør af kulde om et øjeblik. Nu er han død. Men det anakronistiske ved det er en hån mod realiteterne. REALITETERNE, MAND!! Realiteterne er Mel Gibson og Tina Turner i Tordenkuplen og ildsprudende muskelbiler i skrabet design med horn og helvede. Og Anders Fogh som leder af den frie verden.

På uendelige lange rækker står vi og heiler mens vi bliver underholdt af et nycirkus hvor forestillingens tema er noget med at man kan være hvad man har lyst hvis man vil gøre en indsats. Vi har droppet alle forbehold og skriger længselsfuldt på Hitler. Det er sgu ham vi savner. Det ham der kan redde os, fra tundraen, fra flygtningene, fra vores Phuketsols forsvinden, han kan redde os fra at have en hjerne. Lad os bare sige det lige ud: vi vil gerne være fri for lortet. Vi vil have at vores hjerne er Hitler. Vi vil have en visionær og nådesløs hjerne, vi vil have Ukraine, vi vil have slaver! Det er nemlig sådan det er!!! Vi vil have en slave på hver en hånd, vi vil have slaver i vore speltfyrede atomhjerner. Den evige spelt vandrer på jorden og vi undertvinger den, vi gennemgermaniserer spelten i atomhjernerne. Vi er grænsekontrollen i din spelt, vi er det der gør at du aldrig bliver fri, hvad det fuck nu ellers betyder. ATOMSPELTNING FOR HELVEDE!!!!!!! Du vil altid være slave, du vil altid være mellemmanden, talsmanden, mellemlederen, mellemmad for en halvstor drage, hovedmåltid for orkerne på tundraen, og som du står der ved grænsen med dine ligegyldige papirer, som du sidder der, interneret bag pigtråd i Valby, som du ligger begravet der på Vesterkirkegård i den ukendte flygtnings grav, bare som DEN DU NU ER, hvad det så end betyder, bare som den du er, væmmes jeg ved dig, ved din slavesjæl. Du skal vaske mit tøj og rense mine kloaker, du skal æde min gamle uran så mine børn ikke bestråles, du skal dø min død. Du som allerede er død, du er nemlig død for længst, din fødsel var din død. Din fejl var at du er fremmed for mig, det er her din død ligger. Du døde den syriske død ved din fødsel. Din betydningsløshed er  monumental.

Jeg står ved en grænse inden i mig selv som jeg ikke kan overskride uden at identificere mig selv ordentligt, men dine papirer mangler. Min råddenskab, mine ligvæsker har gjort dem ulæselige. Jeg ved ikke lige hvordan det hænger sammen, men jeg skal bruge dine identitetspapirer for at kunne krydse denne grænse som jeg hjemsøges af. Din slavesjæl er min herskermine. Din fodlænke er mine vinger. Din død er mit liv. Dit kød er mit kød.

Selvfølgelig er dine papirer underordnede. Jeg vil skide på dine papirer. Tørre røv i dem. Bruge dem til at fjerne din hjernemasse af mine Ecco-sko. Jeg kan overskride alle grænser uden dine papirer. I modsætning til dig gør jeg det bare på elefantryg som en fyrste, behageligt siddende i skyggen, viftet af palmeblade, mens min elefant distræt vader på dig og dine børn. Elefanten bliver irritable, den hader slaveblod på sin elefanttæer. Den trutter lidt i sin snabel og jeg strammer lidt mere. Men nu er det hele så stramt at det ikke er frækt længere. Ikke en lille syrisk myg kan klemme sig ind over mine indre grænser længere. Mine grænser findes ikke mere. Jeg overvejer i ramme alvor hvordan du smager grillet. Godt tror jeg. Lidt som svin. En let pilsnerøl vil være perfekt. Jeg kan allerede fornemme hvordan mine bøvser vil smage.

En fjern sommerdag

tilbage til værkoversigt

© Christian Schmidt-Rasmussen 2018. Websitet er støttet af Statens Kunstfond.

top