Lørdag, 13. august 2016

soloudstilling hos Bendixen contemporary

Den Sejrende Ikaros  Udstilling på Bendixen contemporary  med åbning 19.8. 2016 kl. 17-19

Christian Schmidt-Rasmussen har malet malerier af Den Sejrende Ikaros. Den Sejrende Ikaros fløj op og blev et med solen. Han faldt ikke ned. Han blev ikke ydmyget. Hans overmod blev belønnet. Ikaros er os, derfor er vi solen og derfor er landskaberne i malerierne tilsyneladende mennesketomme. Vi har forladt jorden og hænger som sole på himlen i alle malerierne. Dyrene danser på den forladte jord. Dyrene virker rådvilde, ængstelige, men ved godt mod. Det her er en ny begyndelse for os alle. Denne nye tilstand er som en stormende forelskelse med alt hvad det indebærer af sommerfugle i maven og en intens rystelse af sjælen og søvnløse nætter.

Hjortene er flyttet ind på rådhuset. Hejren spankulerer rundt i landskaber som er ved blive til igen. Hestene vågner ved byggemarkedet og på bakketoppene. Ræven er flyttet til Bornholm og tænker lidt over den nye skov. Det er gennem biernes øjne vi ser det hele, derfor er farverne som de er. Malerierne er et eventyr om vores fremtid. Vi kan se os selv hænge uendeligt stolte på himlen som sole, vi kan se dyrene danse, det er en uendelig ny begyndelse på alt.

© Christian Schmidt-Rasmussen 2018. Websitet er støttet af Statens Kunstfond.

top